130 Nautiske Bøger mer eller Styrmands-Kunst«, der blev udgivet anonymt 1781 og senere kom i mange Udgaver, »Styrmands Haandbog, eller en saa kaldet Marin Calender«, 1783 og senere, og den med 9 veludførte Kobbere forsynede »Historien af Mr. Harrisons Forsøg til Længdens Opfindelse«, 1768. Søkort-Arkivets fremragende Leder i en Aarrække, Poul Løvenørn, udgav i Slutningen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Aarhundrede en Række Sejlanvisninger, og Søkort-Arkivet paabegyndte i hans Tid Udgivelsen af periodiske Ephemerider. Arkivet udgiver endvidere siden 1843 »Den danske Lods« og siden 1892 »Den danske Havnelods« og siden 1891 »Den færøske Lods«; 1898 til 1927 udgaves tillige »Den islandske Lods«. Skønt ikke nogen egentlig nautisk Bog er der dog Grund til at nævne det store Folioværk fra 1743: »Søe-Evolutioner, eller en Orlogs-Flodes Ordener og Bevægelser«, der er en af C.F. le Sage Fontenay og C. F. Wadskiær foretagen Fordanskning af et fransk Værk af Paul Hostes. Bogen er forsynet med 68 Helsides-Kobbere stukket af Søløjtnant H. C. Ullrich. A. A. Bjørnbo & C. S. Petersen: Anecdota cartographica septentrionalia, 1908; J. Knudsen: Det første Blad af den danske Søopmaalings Historie (Tidsskrift for Søvæsen, LXXXVII, 1916); Samme: Bagge Wandels Korttegning (Tidsskrift for Søvæsen, LXXXVIII, 1917); Samme: Søkortdirektør Jens Sørensen, 1918; Samme: Af Søkortdirektør Jens Sørensens Papirer, 1921; H. Ravn: Danmarks Søopmaaling, 1928; S amme: Det kgl. danske Søkort-Arkiv 1784—1934, 1934; N. E. Nørlund: Danmarks Kortlægning, I, 1942; Samme: Færøernes Kortlægning, 1944; Samme: Islands Kortlægning, 1944. P.B. Norge. Meget av det som ovenfor er meddelt under Danmark har av geografiske og historiske grunner sin gyldighet også for Norge. Dette gjelder således de opprinnelige hollandske lesekartbøker og hollenderen Waghenaers sjøkarter over Norges kyster i det 16de årh. Innen dette århundres utgang var også Nord-Norge og Svalbard kommet med i den marine kartografi gjennom hollendere som Jan Huygen van Linschotén og Willem Barents. Noe sjøkart av norsk opprinnelse er ikke kjent fra det 16de årh. Men på grensen til å være et sjøkart er dog det håndtegnede kart over Norges vestkyst, som finnes i Tycho Brahes etterlatte samlinger i Wien og som må antas å skyldes biskop Anders Foss i Bergen og være tegnet i 1580-årene. Det er offentliggjort av A.A. Bjørnbo og Carl S. Petersen i »Anecdota cartographica septentrionalia« i 1908. Takket være en rekke henvisninger og sitater i Olaus Rudbecks Atlantica, som man først nylig er blitt oppmerksom på, har det vist seg at den norske historiker og topograf Peder Claussøn Friis (1545—1614) har arbeidet også som kartograf, delvis sammen med hollenderen Isaac Massa, og at han bl. a. har tegnet et sjøkart over hele Norden. Ingen av hans kartarbeider er dog bevaret til våre dager. Så utpreget som Norge er et kystland er også flere av de foran (I, s. 491) nevnte kartarbeider over Norge tillike å betrakte som kystkarter. Melchior Ramus’s karter er da også i stor utstrekning blitt til ved peilinger fra båt. Først i 1700—1720-årene fikk Norge en egen sjøkartforfatter i skipperen og andagtsbokforfatteren Johan Hanssøn Heitman. Han var fullt utdannet nautiker og arbeidet i en rekke år fra 1702 etter oppdrag av visestattholder Fr. Gabel med å lage sjøkarter over Syd-Norges kyster. Gabels død i 1708 bevirket dog at Heitman ikke oppnådde å få utgitt selvstendige kartarbeider. Men en hel rekke Nordsjøkarter både fra van Keulens og J. Loots’s kartforlag i Amsterdam i årene deretter er uttrykkelig påført bevitnelse om å være »geteckent en in het ligt gebragt door Capt. Joan Heyteman van Christiania« (eller med lignende uttrykk). Man må gå ut fra at Heitmans bidrag til disse kartene, hvis grunnlag er eldre hollandske og engelske sjøkarter, fortrinsvis gjelder Syd-Norges kyst med de mangfoldige fjorder, øyer og skjær, dog uten å være begrenset til disse. Og de sjøkarter, som de samme forlagene utga over »Het Zoen water« (d.v.s. Oslofjorden), »geteckent door Jan Heyteman Mathematicus in Christiania«, må iallfall i det aller vesentligste skyldes Heitman personlig. Ham skyldes også den fremstilling av Nord-Norges kyster, som partielt møter oss i kartet »Halogia Saxoni sive Halogaland« i utgavene av 1713 og 1716 av Jonas Ramus’s bok »Ulysses et Otinus unus et idem« og i kartbilaget »Delineatio Norwegiæ novissima« i samme forfatters bok om »Norriges Kongers Historie« (Kbh. 1719). Som ovenfor nevnt under Danmark opptok også dansken Jens Sørensen omtrent samtidig med Heitmann sjøkarter over sydnorske kyststrekninger, særlig over Skagerakkysten. Den første systematiske utarbeidelse av etter datidens krav eksakte sjøkarter over Syd-Norges kyster fra Trondheimsfjorden til Svenskegrensen, støttet til triangulering iverksatt av Norges geografiske oppmåling, ble dog