168 Oplag — Opstilling 0.s.v.); ved væsentlig ændrede Optryk (Udstyr eller Indhold) foretrækkes Betegnelsen → Udgave. Endelig menes med Oplag ofte det samlede Antal Eksemplarer af en Bogs forskellige Optryk og Udgaver (Totaloplag). Den i Reklameøjemed tidligere forekommende Deling af navnlig større Førsteoplag i saakaldte »Oplag« (à 1000 eller 500 Eksemplarer) er forladt i de nordiske Lande efter Vedtagelse i »Det nordiske Forlæggerraad«, — Oplagets Størrelse paavirkes i Særdeleshed af det for de forskellige Litteraturgrene eksisterende Behov (fra nogle faa Hundrede for de fleste Digtsamlinger m. v. til adskillige Tusinde for populære Romaner og mange Tusinde for meget udbredte Haandbøger og Skolebøger). Den udgør et af de vigtigste Led i Forlagenes og Bogtrykkeriernes Kalkuler og bliver i høj Grad medbestemmende for en Bogs Fremstillings- og Udsalgspris samt for → Forfatterhonoraret. Ifølge den nordiske Forlagsaftale aftales første Oplags Størrelse mellem Forlægger og Forfatter, mens Forlæggeren bestemmer Størrelsen af de følgende Oplag. A. F. Oplagshonorar, det før Udgivelsen mellem Forfatter og Forlag nærmere aftalte faste Honorar for et Oplag af en samtidig fastsat Størrelse. Ved senere Optrykninger ydes ofte det samme Honorar for tilsvarende Oplag eller, hvis dette er større eller mindre, det proportionelt samme Beløb for hvert Tusinde Eksemplarer. I nogle Tilfælde fastsættes et fast Oplagshonorar for første Oplag, medens følgende Oplag honoreres med en aftalt Procent af Bogladeprisen for hvert Eksemplar, der sælges. Oplagshonorering anvendes nu sjældent som → Forfatterhonorar for skønlitterære Bøger, hyppigere for specielle Haandbøger, hvor Salget er begrænset, og Forfatteren for at faa godtgjort sit Arbejde hellere vil have et bestemt Beløb udbetalt for hele Oplaget ved Udgivelsen, end han vil deltage i Risikoen gennem et Salgshonorar, der muligvis, naar Bogen er udsolgt, giver et noget større Udbytte, men som, hvis Bogen ikke sælges tilstrækkeligt, let kan indbringe mindre end et forud fastsat Honorar. O. A. Oporinus, J o h a n n (1507—68), schweizisk (tyskfødt) Bogtrykker. Kom som tyveaarig til Johann → Froben i Basel som Korrektør, studerede senere Medicin, Græsk og Latin i Strassburg og bosatte sig i 1538 atter i Basel, hvor han i 1549 etablerede sig som selvstændig Bogtrykker. I de følgende Aar, indtil han i 1567 afhændede Trykkeriet, udgik fra hans Virksomhed et betydeligt Antal Værker, bl.a. mange Klassiker-Udgaver, af hvilke adskillige er af en høj kunstnerisk og trykteknisk Kvalitet. Bekendt er hans Udgave af Andreas Vesalius’ »De humani corporis fabrica« (1543), hvis Træsnit tilskrives en af Tizians Elever, Jan von Calcar. E. D: Oppapning, eller Anpapning, i Bogbindersproget den Proces, der følger efter → Overtrækningen, og som gaar ud paa at klæbe det → Forsatspapir, der vender mod Bindet, op mod → Bindpappens Inderside. E. D. Opplysningskontoret for den norske bokhandel, virket fra 1929 (først under betegnelsen Opplysnings- og Propagandakontoret for den norske bokhandel) som et fellesforetagende av norske sortimentere, til hjelp ved utarbeidelse av kataloger, plakater, utstillinger m.v. Fra 1951 er kontoret en del av »Den norske Bokhandlerforening«. O. G. Opstilling af Bøger. Saavel i Oldtidens som i Middelalderens Biblioteker var det almindeligt, at Bøgerne opstilledes i en Orden, der svarede til deres Indhold, saaledes at Opstillingen afspejlede den til enhver Tid gældende Systematik indenfor Videnskaben. Denne → systematiske Opstilling medførte bl.a., at → Pladskatalogen blev identisk med den → systematiske Katalog og dennes Inddelinger kunde anvendes som → Signatur. I det 18. Aarhundrede blev denne Opstillingsmaades Rigtighed næsten fastslaaet som et Dogme, og Maaden, der utvivlsomt rummer mange og vægtige Fordele, anvendes den Dag i Dag i vid Udstrækning, saaledes i de fleste Folkebiblioteker og i næsten alle amerikanske Biblioteker. I mange større eller mindre europiske Biblioteker har man dog gennemført andre Former for → bevægelig Opstilling, saaledes alfabetisk Opstilling indenfor de enkelte Fag eller Faggrupper, og stor Udbredelse har ogsaa den faste eller mekaniske Opstilling, der især egner for store Biblioteker, hvor Publikum ikke har direkte Adgang til Bogmasserne, og hvor Pladsspørgsmaalet spiller en afgørende Rolle. Den mest konsekvente Form for fast Opstilling er den saakaldte + numerus currens-Metode, hvorefter hele Bibliotekets Bogbestand anbringes i een Række, ordnet efter Accessionsnummer. Mere almindeligt er det dog at opdele Bogmassen i et mindre Antal Grupper og anvende accessorisk Opstilling indenfor disse. For den rent tekniske Side af Opstillingen