Palmskiöld — Panckoucke 181 olika arkiv och ur tryckta skrifter. Med de handskrivna samlingarna införlivade han mängder av småtryck, acta publica, brudskrifter och likpredikningar, akademiskt tryck, bokkataloger, flygblad, etc. Hans samlarverksamhet blev av största betydelse för den lärdomshistoriska forskningen, då originalen till hans avskrifter och en mängd av småtrycken förstördes vid Stockholms slotts brand 1697. Efter P:s död inköptes den väldiga samlingen år 1724 till Uppsala universitetsbibliotek för 3,000 daler kopparmynt. »Palmskiöldska samlingen« blev ordnad och inbunden först på 1780-talet och omfattar omkring 130,000 kvartsidor i nära 500 volymer, systematiserade i 20 ämnesgrupper. S. Bergh: Elias Palmskiöld och hans samlingar (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, II, 1915). B. A. Palmstruch, Johan Wilhelm (1770— 1811), svensk kopparstickare. Ryttmästare vid Adelsfanan. P. började år 1802 utgivningen av det stora planschverket »Svensk botanik«, som vanligen bär hans namn (»Palmstruchs flora«). Under hans livstid utkom 6 band (1802—09) med utomordentliga bilder tecknade och graverade av P., C. W. Venus och J.G. Ruckman samt med text av C. Quensel och O. Swartz. Efter P:s död övertogs utgivningen av kammarrättsrådet G. J. Billberg, som utgav band 7—8 (1812—19). År 1822 sålde Billberg utgivningsrätten till Vetenskapsakademien, som åren 1823—43 utgav band 9 —11 med text av Göran Wahlenberg och P. F. Wahlberg. Ett register till hela arbetet åtföljde elfte bandet. Denna sista del blev aldrig avslutad, då en eldsvåda på tryckeriet ödelade hela det osålda lagret, däribland de flesta exemplaren av elfte bandets tre sista häften. Ett komplett exemplar (Bd I—XI:H. 1—9) skall förutom text och register innehålla 774 kopparstick. P. började också utgivningen och utförde de 72 bilderna (graverade av honom själv och J. G. Ruckman) till »Svensk zoologie« (I—II, 1806—09; ett sluthäfte 1825). Th. O.B. N. Krok: Bibliotheca botanica suecana, 1925. B. A. Palæografi, Læren om de gamle Skriftformer. Navnet stammer fra Benediktineren Bernard de Montfaucon (1655—1741), som 1708 udgav sin »Palæographia græca«. Allerede tidligere havde Mabillon (1632—1707), der ligeledes var Benediktiner, behandlet Diplomskriften i sit Værk »De re diplomatica libri VI« (1681) paa Grundlag af en omhyggelig Gennemforskning af de franske Arkiver og Bi- blioteker. Mabillon tilhørte Maurinernes Orden, som har indlagt sig stor Fortjeneste ved Udforskningen af Palæografien. Til denne Orden hørte ogsaa Toustain og Tassin, som videreførte Mabillons Arbejde og 1750—65 udgav »Nouveau Traité de Diplomatique« i 6 Kvartbind med 100 Kobbertavler, hvorved der blev lagt et fast Grundlag for den nye Videnskab. Det store Materiale, som efterhaanden blev fremdraget, nødvendiggjorde, at forskellige Omraader blev udskilt fra den egentlige Palæografi som særlige Discipliner. Det gælder saaledes Studiet af Monumentalskriften, Epigrafien, og af Papyrus, Papyrologien, I det 19. Aarhundrede er Palæografien blevet opdyrket paa mange Maader. Særlige Institutioner er blevet oprettet for palæografiske Studier. + Abbreviaturernes Udvikling er blevet udforsket, og der er foretaget talrige Enkeltundersøgelser. Der er fremkommet sammenfattende Fremstillinger og store Tavleværker og udgivet Leksika over Abbreviaturer. W. Wattenbach: Das Schriftwesen im Mittelalter, 3. Aufl., 1896; K. Löffler: Einführung in die Handschriftenkunde, 1929; Nordisk Kultur, XXVIII: Pa- læografi, 1943. E. K. Palæotyp, gammelt Tryk; en især i ældre Tid almindelig Betegnelse for Tryk fra Bogtrykkerkunstens ældste Perioder, men nogen fastslaaet »Palæotypgrænse« fandtes ikke. Almindeligt var det dog at regne alle Bøger ældre end 1530 for Palæotyper. I moderne boghistorisk Terminologi er Udtrykket nu afløst af + Inkunabel eller Vuggetryk, hvorved forstaas alle Tryk ældre end 1501. I dansk Sprogbrug er Ordet Palæotyp den almindelige Betegnelse for en i Danmark eller en paa Dansk trykt Bog ældre end 1551. P.B. Panckoucke, Charles Joseph (1736— 1798), fransk Forlægger, virkede fra 1764 i Paris, hvor han holdt Hus for litterære Personligheder. Virkede som Forfatter og Oversætter og blev en meget betydelig Forlægger: »Mercure de France«, Buffons Værker, »Vocabulaire français«, Kæmpeværket »Encyclopédie méthodique« (1782 f£f.), ment som en Konkurrent til den store Encyklopædi; 1789 grundlagde han »Moniteur«, senere Napoleons officielle Organ. Som Forlægger var P. en Foregangsmand og betalte i Modsætning til Tidens Skik væsentlige Forfatterhonorarer, — Ch. Louis P, (1780—1844), Søn af ovenst. og som denne Forfatter og Forlægger. Udgav store Bindværker som » Dic-