188 Papir — Papirfibre et Sæt Pressevalser, hvorved den sammentrykkes, og Overfladen udjævnes, samtidig med at en Del af det tilbageværende Vand fjernes. Papirbanen passerer herefter yderligere to Sæt Pressevalser med samme Funktion, inden den endnu indeholdende ca. 60% Vand føres over til en Række dampopvarmede Tørrecylindre, hvor svære endeløse Filte holder den presset ind mod Overfladen af Tørrecylindrene og samtidig modtager Vandet, der fordamper. Naar Papirbanen forlader Tørrepartiet, er den helt tørret op og maa ofte efterfugtes, inden den som færdigt, men uglittet Papir kan rulles op for Enden af Papirmaskinen. Ved maskinglittet Papir indskydes en Maskinglitte med kokilstøbte Glittevalser, som Papirbanen passerer inden Oprulningen. Ønskes glittet Papir, maa Papirbanen yderligere passere en → Kalander for at opnaa den ønskede Glitningsgrad. De første Papirmaskiner havde en Banebredde paa ca. 1,2 m. I Tidens Løb er Banebredden steget gradvis, og der findes nu Avispapirmaskiner med over 7 m Banebredde, løbende over 400 m/Min. J. S. Jens en: Vareleksikon for Papirhandel og Papirindustri, 1911; P.Klemm: Handbuch der Papierkunde, 3. Aufl., 1923; H.I.HannoverogJ.Smith: Papirfabrikation, 1934; F. Müller: Die Papierfabrikation und deren Maschinen, I—IV, 3. Aufl., 1940; J.R.Brandt: Papirhåndboken, 1945; R. H. Clapperton & W. Henderson: Modern Papermaking, 1947; D. H unter: Papermaking. The History and Technique, 2. ed., 1947; O.H assing: Papir, 1947; Samm e: Papir (i: En Bog om Bogen, 1950); E.J. L abarre: Dictionary of Paper and Papermaker Terms, 2. ed., 1952. N.N. Papirbane, Betegnelse for den endeløse Papirstrimmel, som kommer fra Papirmaskinen i dennes fulde Bredde. Papirbanen deles undertiden allerede ved Papirmaskinens Oprulleværk i flere Baner, men som Regel oprulles den i fuld Bredde og opdeles senere ved Omrulning eller paa Arkklipperen. Da Fiberorienteringen og dermed Papirets Egenskaber er udpræget forskellige i henholdsvis Papirbanens Længde- og Tværretning, er det af Betydning at kende → Fiberretningen. N.N. Papirbind, Bogbind, hvis Permer er helt overtrukket med Papir; fremstilles saavel som haandgjorte Privatbind som maskingjorte Forlagsbind og baade + lav- og + dybfalsede. Som Overtræk benyttes maskintrykte eller haandlavede (→ marmorerede eller → kattuntrykte) Papirer. Omkring Aar 1700 vandt Papirbindene Indpas i europæisk Bogproduk- tion; der brugtes i stor Udstrækning klisterstrøgne Papirer, og Bindene var dels uden Udsmykning af nogen Art og dels forsynede med stempeltrykte Dekorationer i Guld; karakteristisk for den sidstnævnte Type er de nydelige franske → Kartonnager fra omkring det 18. Aarhundredes Midte, I Begyndelsen af det 19. Aarhundrede kom de i → Stentryk fremstillede Overtrækspapirer, og omtrent paa samme Tid bliver → Glanspapir-Bindene almindelige. Medens mange af disse gamle Bind er yderst primitivt udførte, er andre behandlede med megen Fantasi og raffineret Smag, og gamle Papirbind er stadig Genstand for Bogsamleres Efterspørgsel. — Til Nutidens Papirbind benyttes — foruden massefremstillede, maskintrykte Papirer — hovedsagelig Marmorpapirer, men ogsaa litograferede og linoleumstrykte Papirer. È. D. Papirfarvning. Papirfarvning foregaar næsten altid ved Tilsætning af Farvestoffer til den vandopslemmede Fibermasse, enten direkte i Hollænderen eller i særlige Blandekar. Som Farvestoffer anvendtes tidligere hovedsagelig uopløselige Mineralstoffer: Kønrøg, Okker, Saftbrunt, Ultramarin og Kromgult, hvoraf de fleste tillige virkede som Fyldstoffer. Nu anvendes i overvejende Grad opløselige Anilinfarvestoffer: Methylviolet, Rhodamin, Metanilgelb o.1., som fældet med Alun giver gode Farvevirkninger, men ikke er særlig lysægte. Der fremstilles dog nu ogsaa lysægte Anilinfarver, som anvendes, hvor der ved stærkere farvet Papir stilles særlige Krav til Lysægthed, medens der til Papir med svagere Farvenuancer som Regel anvendes Jordfarve. Papirsorter fremstillede af naturfarvede Fibre som Sulfatcellulose eller brun Træslib, samt hvide Papirsorter fremstillede af bleget Cellulose, tilsættes altid smaa Mængder af Farvestof for at opnaa et ensartet Udseende fra Gang til Gang. N.N. Papirfibre eller Papirtaver, der udgør Hovedraastoffet ved Papirfremstilling, fremkommer ved mekanisk eller kemisk Behandling af en Række Materialer, der næsten alle er af vegetabilsk Oprindelse. Fibre af Spindestofferne Hør, Hamp og Bomuld, der indtil Midten af forrige Aarhundrede var næsten eneraadende, anvendes stadig, men er nu i overvejende Grad afløst af Fibre, der fremstilles ved mekanisk Behandling af Træ (→ Træslib) eller ved kemisk Behandling af Træ, Halm eller Esparto (Cellulose). Som Hovedegenskab for Papirfibrene kræves, at de i vandig Opslemning er i Stand til at kvælde