Papirfibre — Papirhandel 189 ud (hydratiseres) og filte sig ind i hinanden, saaledes at de ved Optørring og Sammentrykning danner et fast sammenhængende Papirlag. Af Fibrenes Beliggenhed i det færdige Papir afhænger + Fiberretningen. N.N. Papirformater, I den internationale Papirhandel har fra gammel Tid været anvendt en Række hævdvundne Formater, hvoraf nogle hidrører fra det Formaal, hvortil Papiret skulde anvendes, og andre fra den Begrænsning, der laa i Haandformens Størrelse. Medens disse Formater nu ofte angives i cm eller Tommer, blev de tidligere udelukkende karakteriseret ved Betegnelser af forskellig Oprindelse. Betegnelser som Atlas, Postil og Koncept kan saaledes henføres til Anvendelsesformaalet; Bikube, Colombier, Foolscap, Krone, Propatria og Royal er oprindelig Vandmærker, som er overført til Formatbetegnelser; Median og Ordinær staar i Relation til andre forekommende Formater, men mange Betegnelser er rene Fantasinavne af ukendt Oprindelse. Ved at tilføje Ord som smal, bred, enkelt, dobbelt, smaat, stort fremkom nye Formater, som stod i et vist Forhold til de allerede eksisterende. Hele Systemet er imidlertid præget af stor Tilfældighed, og i mange Tilfælde kan den samme Betegnelse angive eet Format i een Papirsort og et andet Format i en anden. Der har derfor i Tidens Løb været arbejdet stærkt paa at komme bort fra denne Tilfældighed, og allerede i 1884 fastsattes i Tyskland de saakaldte + Normalformater, som imidlertid ikke slog rigtig an. Det er først, efter at de under → Papirstandardisering omtalte metriske Standardformater er vedtaget i en Række Lande, at en rationel Løsning synes forestaaende, men endnu savnes Tilslutning fra de fleste engelsktalende Lande. N.N. Papirhandel, Danmark. I Danmark fandtes ingen egentlig Papirhandlerstand, før Isenkræmmerlauget i 1693 fik Privilegium paa at handle med Papir, samt Skrive- og Tegnematerialer. I de følgende ca. 160 Aar lige til Laugsvæsenets Ophævelse var Papirhandelen officielt knyttet til Isenkræmmerlauget, som førte en haard Kamp for at undgaa, at Folk uden for Lauget handlede med Papir. Efter 1820 maatte det dog se sine Privilegier krænket i stigende Grad, idet efterhaanden en Række Personer med Tilknytning til Boghandelen og de grafiske Fag fik Bevilling paa Handel med Papir. Det blev disse Folk, der efterhaanden helt overtog Papirhandelen, me- dens Isenkræmmerne gled i Baggrunden og tilsidst helt ophørte med Papirhandel. De mange nye Papirfabrikker, der oprettedes efter 1870, ændrede Papirhandelens Vilkaar. Flere af disse Fabrikker forsøgte at sælge direkte til Forbrugerne, og den indbyrdes Konkurrence mellem Fabrikkerne bevirkede, at Forholdene i Løbet af 1880erne blev helt kaotiske. Til Værn mod denne Usikkerhed og Konkurrence stiftedes derfor i 1888 Dansk Papirhandlerforening omfattende saa godt som alle Danmarks Papirhandlere. I 1889 sammensluttedes de konkurrerende Fabrikker i Aktieselskabet De → forenede Papirfabrikker, og ved Forhandling mellem dette Selskab og Dansk Papirhandlerforening udarbejdedes i 1894 en Salgsordning, »Papirordningen«, vedrørende Udsalgspriser og Rabatsatser, som stadig er gældende for al Handel med dansk Papir (se iøvrigt under P apirorganisationer), medens Handel med importeret Papir ikke falder herunder. C.A. Clemmensen: Papirfabrikker, Papirhandel og Papirhandlere i Danmark, 1924. N.N. Norge. Allerede i slutten av 1300-årene ble papir fra Nord-Italia og Frankrike innført til Norge i små mengder. I 1400-årene økte tilgangen og papiret bredte seg over hele Syd-Norge. Omkring 1520 kunne en kjøpe papir hos de tyske handelsmenn i Bergen eller hos utenlandske skippere som kom på handelsferd til norske havner. Prisene dreide seg om 2—3 sk. pr. bok og ca. 12 mark pr. tis. Tilførslene av papir økte sterkt i 1500-årene og omkring 1600 var papir omtrent enerådende som skrivemateriale. I 1695 fikk Norge sin første papirmølle, som allerede året efter eksporterte et parti papir til England. Vi finner prøver på det i John Fryer’s verk om hans reiser i Østen, som kom ut i London i 1698. Ved kgl. forordning av 2. juli 1744 ble innførsel av papir til Norge forbudt. Samtidig ble omsetningen innenlands organisert ved opprettelsen av papirlager i de fleste byene hos papirmøllenes kommisjonærer. De hadde bare lov til å selge papir i ris eller baller mens detaljsalget var forbeholdt kjøpmenn, »kramboder« og boktrykkere, Prisene var 1— 2 rdl. pr. balle for papirkvalitet nr. 1—4. For salg av stemplet papir gjaldt særskilte regler. I 1600-årene var det fogder, sorenskrivere og tollere som falholdt slikt papir, men en kgl. forordning av 5. august 1735 bestemte at stempelpapirforvaltere for fremtiden skulle forhandle varen. Salg på søn- og