224 Presselovgivning Aarhundrede blev det kun til Tilløb (Belgien opnaaede Pressefrihed 1831), men efter Revolutionen 1848 blev i de fleste Lande med (mere eller mindre) fri Forfatning ogsaa Pressens Frihed lovfæstet, dog med Ansvar overfor de almindelige borgerlige Love. I det 20. Aarhundrede er Pressens Frihed vel endnu mere grundfæstet i alle demokratiske Lande, hvor dog Krigstilstand automatisk medfører Censur i en vis Udstrækning. I de autoritære Stater har Pressen til enhver Tid været ensrettet og kun i Stand til at give Udtryk for Regeringens Mening. E. S. Die Pressgesetze des Erdballs, hrsgb. von V. Bruns u. K. Häntzschel, I—X, 1928—31. Danmark. Censuren af Bøger varetoges oprindelig af Kirken og efter Kirkeordinansen 1537 af Universitetet. Aviserne derimod havde det tyske Kancelli Tilsyn med indtil 1701, da en Embedsmand i danske Kancelli overtog Hvervet, i Praksis blev det efterhaanden Politimestrene. I 1701 udarbejdedes ogsaa en Instruktion for, hvordan Censuren skulde foregaa, og hvad det især var forbudt at trykke. Det var, i Overensstemmelse med Christian V.s danske Lov, Fornærmelser mod Kongen, Regeringen og Øvrigheden; men ikke mindst maatte man undgaa alt, hvad der kunde »støde fremmede Magter eller de her residerende fremmede Ministre«, et Problem som op gennem Aarene stadig forblev aktuelt, Ved Struensees Reskript af 14. September 1770 ophævedes hele den ældre Censurordning, og fuld Trykkefrihed indførtes. Resultatet var en Syndflod af ogsaa mod Struensee injurierende Tryksager, saa der ved Reskript af 7. Oktober 1771 maatte genindføres visse Begrænsninger. Efter Struensees Fald strammedes Baandene yderligere, uden at man dog vendte tilbage til Censuren. Kronprins Frederik og hans Medarbejdere, som efter Statskuppet 1784 tog Magten, var i Princippet Tilhængere af en fri Meningsdannelse, og i Begyndelsen gik alt godt; men i Løbet af 1790erne blev Regeringens Følelser overfor Trykkefriheden stadig køligere, Pressesagerne blev stadig hyppigere, og 27. September 1799 kom Forordningen, som »nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grænser«; men disse Grænser blev nu saa snævre, at mange fandt, at Trykkefriheden i Virkeligheden var ophævet. Selv om Censuren ikke direkte indførtes, bestemte Forordningen (§ 26 og 27), at alle Aviser skulde afleveres til Politiet, forinden Uddeling eller Salg fandt Sted, og Resultatet blev da i Praksis en Form for Censur, et Forhold som yderligere understregedes ved Plakat 13. Maj 1814, der indførte det saakaldte »foreløbige Gennemsyn« af de til Politiet afleverede Aviser og Skrifter. Med den liberale Bevægelses Vækst i første Halvdel af det 19. Aarhundrede maatte der nødvendigvis ske stadig hyppigere Sammenstød mellem Regeringen og den liberale Presse paa Grundlag af Forordningen af 27. September 1799, og adskillige Pressesager blev Følgen. Ved Grundloven af 1849 blev Trykkefriheden igen absolut (§ 91: »Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne ingensinde paany indføres«), og ved Lov af 3. Januar 1851 gaves nye Bestemmelser om Pressens Brug. Bortset fra mindre Tillægsbestemmelser blev denne Lov først ændret ved den nugældende Presselov af 13. April 1938. P. M. S t o 1p e: Dagspressen i Danmark, I—IV, 1878— 82; O. H. Krabbe: Dansk Presseret, 1939; H. J ør- gensen: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799— 1848, 1944; C.R asting: Presseretten, 1951. E.S. Finland. Efter skilsmässan från Sverige förblev de tidigare gällande hårda svenska tryckfrihetsrestriktionerna i kraft, tills genom en förordning av år 1829 fullständig preventiv censur infördes och en särskild censuröverstyrelse inrättades. Tillstånd till utgivande av periodiska skrifter meddelades av senaten, vilken även kunde »å förekommen anledning förordna om dylika skrifters upphörande«. Bestämmelserna skärptes ytterligare bl. a. år 1850, då på finska språket endast böcker och periodiska skrifter, som hade till ändamål religiös uppbyggelse eller ekonomisk nytta fingo utgivas, medan politiska nyheter helt och hållet förbjödos; i praktiken lindrades dessa bestämmelser dock snart och avskaffades helt 1860. Då lantdagen åter samlades 1863—64, stiftades en länge efterlängtad tryckfrihetslag, stadfäst den 18 juli 1865, enligt vilken den preventiva censuren avskaffades och för utgivande av periodisk skrift endast erfordrades anmälan och deponerad kaution; periodiska skrifter definierades här som sådana, »som äro bestämda att under viss titel och nummerföljd samt å vissa tider utkomma minst fyra gånger om året«. Lagen förblev dock gällande blott två år, varefter enligt 1867 års förordning i stort sett de tidigare bestämmelserna åter tillämpades, sedermera, i synnerhet år 1891, ytterligare skärpta, i det endast generalguvernören kunde meddela tillstånd till utgivning, och indragning kunde ske såväl temporärt som för alltid. Efter