290 Salmebøger overlevering og betegner den største bedrift i den danske kirkemusiks historie«; ogsaa Tekstredaktionen er af høj Kvalitet og stor Betydning. Typografisk er dette smukke Benedicht-Tryk interessant ved at være den første danske Bog med Nodetypesats. Den Enhed og Klarhed, Thomissøn med sin Salmebog skabte i den noget kaotiske ældre Tradition, skulde ikke faa Lov at raade længe. Ganske vist udkom Bogen i en Række næsten uændrede Optryk til 1634, og ganske vist opnaaede ingen anden dansk Salmebog kgl. Privilegium før 1699. Men indenfor dette Tidsrum trykkes en anden Serie Thomissøn-Udgaver (til 1676), med een Undtagelse (1611 i Duodez) uden Noder og med stedse ringere Omhu og stærkere Omredaktion; og samtidig opkom der et Vildnis af private Salmebøger, nogle diminutive, andre vældige, kulminerende i den saakaldte 1010-Salmebog; de fremstilledes mest af Bogførere og Boghandlere som Geertzen, Moltke, Cassuben og Dan. Paulli. Dertil kom endda en Mængde Samlinger af aandelige Digte af een Forfatter. Det indbyrdes Forhold mellem alle disse Tryk er aldrig udredet, men det vigtigste Stof er aftrykt i C.J. Brandt og L. Helwegs ypperlige Antologi »Den Danske Psalmedigtning«, I-II, 1846-47. Efter Enevældens Indførelse 1660 maatte det blive en naturlig Opgave for en ordenselskende ortodox Regering at skabe en Salmebog, der kunde fortjene kongelig Autorisation. Tilløb hertil (S.Terkelsen, S.P. Judichær) var strandet, men nu blev Opgaven lagt i Hænderne paa Tidens store Digter, Thomas Kingo. Han skulde dels benytte — og skrive — nye Salmer, dels revidere de gamle i sproglig og især metrisk Henseende, men hans »Vinterpart« 1689 fandtes at overskride de givne Beføjelser, saa Opgaven blev ham frataget, og Salmebogen 1699, der bærer hans Navn, var et Kommissionsarbejde. Denne Salmebog, der er uden Melodier (de staar i Kingos Graduale fra samme Aar), fik imidlertid den største Betydning, Oktav- og Duodezudgaver tryktes gennem hele 18. Aarhundrede, og i vide Kredse levede den længe derefter; det sidste danske Optryk er fra 1930, det sidste norske fra 1950, og endnu bruges Kingos Salmebog ved visse Gudstjenester i enkelte jyske Sogne, hos »de stærke Jyder«. Siden Kingo har et halvt Aarhundrede været normal Levetid for en Salmebog, selvom man ikke maa overvurdere det Tempo, hvori Afløsningen hver Gang er sket. Kingos Sal- mebog gav dog ikke rigtig Plads for Pietismens Salmebog, Pontoppidans fra 1740, af hvilke en Del Oplag har Noder i Teksten eller som Tillæg, endsige for Ewald-Tidens, den Guldbergske fra 1778 (paa Grund af sin ringe Udbredelse kaldet Købstadsalmebogen), af hvilke en Særudgave har Noder i Teksten, for sidste Gang i dansk Salmehistorie. Pontoppidans Salmebog fik uden for København især Fodfæste i Sønderjylland, hvor den grundlagde den Tradition, der til 1953 fandt Udtryk i Sønderjydsk Salmebog (fra 1889). I 1798 kom Evangelisk-Christelig Salmebog, et rationalistisk Kommissionsprodukt, dansk Salmesangs Lavpunkt. Den Nyskabelse af Salmesangen, der knytter sig til N.F.S. Grundtvigs Navn, fik ikke saa stærkt Udtryk, som man kunde have ventet, i Roskilde Konvents Salmebog 1856; om den siger C.J. Brandt 1886: »Nu har den i Løbet af 30 Aar banet sig Vej, saa skjønt der skal være Sogne, hvor man endnu nøjes med den Evangeliske, saa er denne dog de allerfleste Steder bleven afløst af Roskilde-Konvents. Derimod har den haft Nød med, og det er vist ikke sket ret mange Steder, at faa Lov til at afløse den Kingoske, som Kjærligheden til de gamle Salmer bliver ved at holde paa.« Vort Aarhundredes Salmebog blev »Salmebog for Kirke og Hjem«, 1899, hvor Grundtvig fik en mere naturlig Repræsentation. At den i 1953 afløstes af »Den danske Salmebog«, skyldes dels Nutidens Salmestudier, dels og især, at det efter Genforeningen 1920 maatte føles urimeligt at have en »dansk« og en sønderjydsk Salmebog i Landet. Den danske Salmebog betegner derfor, i Forhold til sin Forgænger, en Paavirkning fra den sønderjydske Tradition, desuden er den præget af vor Tids fornyede Grundtvig-Interesse og — trods naturlige Moderniseringer — af større litterær og historisk Hensyntagen, end man ellers har kendt. Det er uoverkommeligt at nævne de mange private Tillæg, ofte store og værdifulde, der indenfor hver Salmebogs Levetid har været tilladte i Menigheder, der ønskede dem; Roskilde Konvents Salmebog fik endog to faste Tillæg. Vigtigere er det dog at erindre, at der Side om Side med den officielle Salmebogshistorie løber en anden, især knyttet til de største Digtere. Kingos »Aandelige Sjungekor«, 1674—81, var beregnet for Hjemmeandagten, og det var ogsaa H. A. Brorsons smaa Samlehæfter fra 1730'rne; men hans »Troens