Selskabett. deskønne og nyttige — Seminariebiblioteker 317 Rothe, A. G. Carstens, J. A. Cramer og knyttet til det i dets første Aar blev ogsaa J.S. Sneedorff, J.H. Schlegel, F.A. Miller, P.F. Suhm, O.H.Guldberg og B.W.Luxdorph samt mange andre. »Smagens Selskab«, der havde til Formaal at højne dansk Sprog og Digtekunst, virkede næsten anonymt, men fik en ret betydelig Indflydelse paa Tidens Litteratur bl.a. gennem Udgivelsen af »Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber«, I—VII, 1764—79 og »Ny Samling af Skrifter« 1824. Selskabet lagde ogsaa Vægt paa at højne Bogkunsten, men fik paa dette Omraade næppe nogen større Betydning. Selskabet eksisterer den Dag i Dag, men siden Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, da det belønnede Digtere som Oehlenschläger, Paludan-Müller og Chr. Wilster, har det ikke spillet nogen større Rolle, selv om der af og til uddeles Belønninger. E. Nyström: Om Bogkunstens Fremme i anden Halvdel af XVIII. Aarhundrede (Bogvennen, 1918). P. B. Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse, dansk Udgiverselskab stiftet 1875 for »at skaffe Menigmand let Adgang til de historiske Kilder, for at Læsningen af disse kunde støtte og udvikle den historiske Sans, som det er Folkehøjskolens Maal at vække«. Rektor H. H. Lefolii var Selskabets drivende Kraft i den første Aarrække, og dens nuværende Formand er Professor Franz Blatt. Selskabet har i 13 Rækker udgivet en lang Række af værdifulde Kildeoversættelser, ikke blot romerske og græske fra den klassiske Tid, men mange senantikke og middelalderlige, herunder nordiske og ikke-europæiske. E. Dal. Selskapet for folkeopplysningens fremme ble stiftet i Oslo 1851 med skolebestyrer Hartvig Nissen som formann, for det formål å arbeide for folkeopplysningen, og for å »sprede forædlende og nyttig læsning ud blandt folket«. Særlig i 1860-årene hadde det betydelig tilslutning, men gikk så gradvis tilbake og ble oppløst i 1899. Selskapets viktigste innsats var utgivelsen av det utmerkede tidsskrift »Folkevennen« som vandt stor utbredelse, særlig i landkommunene, ypperlig redigert i de første år først av Ole → Vig og senere av Eilert → Sundt. Det kom i alt med 48 bind og en rekke verdifulle tilleggsbøker, og opphørte i 1900. Et større antall eksemplarer av tidsskriftet og dets tilleggsbøker (bl.a. Berlins »Naturlære«) ble sendt som gave til »almuebogsamlingene«, og i det hele gjorde selska- pet meget for å støtte og utvikle disse biblioteker. A. K. Selvforlag. Sker Mangfoldiggørelsen og Udbredelsen af en Forfatters Værk for dennes egen Regning og uden Medvirken af et Forlag, forsynes Bogens Titelblad med Betegnelsen »Eget Forlag« eller »Forfatterens Forlag«. Finder Udgivelsen derimod Sted gennem et Forlag, skønt den bekostes af Forfatteren, forsynes Titelbladet i Reglen med Betegnelsen »I Kommission hos —«. O. A. Semigotisk Skrift (eller Rundgotisk Skrift). Saaledes betegnes almindeligt den gotiske Skrift i Italien, idet den her aldrig fik den udprægede »gotiske« Karakter som i det øvrige Vesteuropa med lige Linjer og skarpe Vinkler, men bevarede de runde Buer, som karakteriserede den → karolingiske Skrift. Overgangen til den humanistiske Skrift, som skabtes i Italien i det 15. Aarhundrede var derfor ogsaa lettere her, Ogsaa Ornamentikken i de mange smukke italienske Haandskrifter med semigotisk Skrift er karakteristisk ved de runde og spiralformede Slyngninger. H. Delitzsch: Geschichte der abendländischen Schreibschriftformen, 1928; Nordisk Kultur, XXVIII, Palæografi, 1943. E. K. Seminariebiblioteker, en i mange Lande, f. Eks. Sverige, Tyskland og Amerika, almindelig Betegnelse for saadanne Specialbiblioteker, som fortrinsvis anvendes af de studerende ved en højere Læreanstalt og af Professorer ved Afholdelse af Øvelser (Seminarer) o. 1. for de studerende. Grænsen mellem Seminariebiblioteker og de til videnskabelige Universitetsinstitutter o.l. knyttede → Specialbiblioteker (Institutbiblioteker) er dog i mange Tilfælde svær at drage. Grundstammen i Seminariebibliotekerne, der som Hovedregel ikke tillader Udlaan, er Haandbøger, Tekstudgaver, Kildepublikationer, Tidsskrifter, vigtigere Monografier o. 1. Seminarbibliotekerne administreres ofte af den paagældende højere Læreanstalt eller Professorerne i de paagældende Fag, idet Seminarbibliotekerne som Regel kun dækker et enkelt større eller mindre Fagomraade. Til Brug ved særlige Øvelser opstilles ofte mindre, temporære Seminarbiblioteker indeholdende netop den Speciallitteratur, som skal anvendes ved den paagældende Øvelse. p, g. Danmark. Ogsaa i Danmark findes Seminarbiblioteker, men her anvendes Betegnelsen → Laboratoriebibliotek eller Institutbibliotek.