Skillingsviser — Skoglunds bokförlag 329 berg: Om skeppet Skulda och mördaren Nordlund. Axplock ur skillingspoesien, 1923; B. Mö 11er: Svensk bokhistoria, 1931, s. 180—197. B. R. Jonsson. Skindgarvning, den Proces, hvorved Dyreskind gøres modstandsdygtige over for Forraadnelse og samtidig smidige og slidstærke, saaledes at de bl.a. er egnede til Bogbind. Under Forbehandling med forskellige Kemikalier skrabes Over- og Underhuden af, og kun Læderhuden anvendes til selve Garvningen. Der findes mange forskellige Garvemetoder, og disse er i høj Grad bestemmende for det færdige Skinds Holdbarhed. I Middelalderen og de følgende Aarhundreder brugtes hyppigt Sumach og Egebark til Garvning, medens man omkring Begyndelsen af 1800-Tallet gik over til Brugen af hurtigere virkende, men ofte for Skindets Slidstyrke skadelige Garvestoffer, især de deri indeholdte kraftige Syrer. Garvning med Sumach og Egebark bruges dog stadig i vid Udstrækning. I nyere Tid har man ogsaa taget syntetiske Præparater i Anvendelse. E. D. Skindimitationer. Der fremstilles til Indbinding af Bøger en Mængde Materialer, der skal imitere Skind; hyppig er Anvendelse af forskellige Kvaliteter + Shirting og andre Former for Bomuldsstoffer med en særlig tæt Tekstur. Materialet behandles specielt med Henblik paa at give det en slidstærk og modstandsdygtig Overflade, som endvidere ved Presning forsynes med et kornet eller aaret Mønster, der skal imitere ægte Skind. Disse Stoffer, der i øvrigt er yderst holdbare og velegnede til Bogbind, forhandles under diverse Fantasinavne som f£. Eks. + Pluviusin, Rexine, Monakor, Keratol etc. Skindimitationer fremstilles ogsaa hyppigt ved at behandle Narvsiden af simplere Skindsorter saaledes, at de kommer til at ligne gode og fine Skind og ofte ikke er til at skelne fra disse; saaledes imiterer man É. Eks. → Safian ved Hjælp af billige europæiske Faareskind. ¥Ł. D. Skindmosaik. Se Intarsia. Skindsorter. Benævnelserne for de forskellige til Bogbind anvendte Skindsorter er meget uensartede; nogle Skind betegnes ved Navnet paa det Dyr, hvorfra de stammer, nogle ved deres Proveniens, andre ved Narvens Beskaffenhed o.s.v. De bedste Skind faas fra afrikanske Geder, og disse Skind solgtes oprindelig under en Slags Fællesbetegnelse → Maroquin, men dette Navn anvendes nu ogsaa om her i Europa behandlede Gede- skind fra Levanten og Østasien. → Nigerskind, → Oaseskind, Antilopeskind og → Safianskind er udsøgte Kvaliteter fra afrikanske Geder, oftest med en mere fintkornet Narv end ægte Maroquin, → Chagrin stammer fra ostindiske Hestehuder eller Gedeskind, + Faareskind er i vore Dage den til Bogbind mest anvendte Skindsort og forefindes i et Utal af stærkt svingende Kvaliteter; de spaltes ofte, d.v.s. to Skind fremstilles ud af ét. → Kalveskindet, der gennemgaaende er mere holdtbart end Skind af Faar, var sammen med → Svineskindet det mest anvendte Bindmateriale i det 15.—18.Aarhundrede. + Pergament hører ligeledes til de tidligere meget brugte Skindkvaliteter, men benyttes nu til Dags næsten udelukkende til haandindbundne Bøger, Ruskind, der faas fra Kalve, bliver ligeledes i vore Dage sjældent benyttet til Bogbind, og Sorter som Hajskind og Sælskind er sjældent forekommende til dette Formaal. — Et Bogskinds Slidstyrke afhænger ikke alene af, fra hvilket Dyr Skindet stammer, men det er ogsaa afgørende, om Stykket er skaaret ud af Dyrets Ryg eller Sider; Rygskindet er det kraftigste. Desuden spiller Indfarvningsprocessen en væsentlig Rolle for Skindets Holdbarhed; den moderne Anvendelse af visse Syrer, f. Eks. Svovlsyre, ved Farvningen for at fremkalde kraftige og smukke Nuancer kan være ødelæggende for det færdige Skinds Holdbarhed. F.D. Skjelderup, Arthur (1874—1943), norsk boksamler. Høyesterettsadvokat. Samlet et vakkert innbundet bibliotek særlig om norsk studenterlitteratur, genealogi, memoarer, Oslolitteratur, norske klassikere fra 19. århundrede m.m, Hans datter Sisken Skjelderup Hoel utgav 1937 »Norsk memoirelitteratur og norske selvbiografier i Arthur Skjelderups bib- liotek« med supplement 1941. W. Munthe: Arthur Skjelderup og hans bibliotek, Skoghall, svenskt pappersbruk, tillhörande Uddeholmskoncernen och tillkommet 1930. Tidigare fanns på platsen sågverk och cellulosafabrik. Pappersbruket har en årskapacitet av c:a 40,000 ton, i huvudsak bestående av blekt och oblekt kraftpapper, ehuru även tryck- och skrivpapper tillverkas. N. P. Skoglunds bokförlag, svenskt bokförlag. Började sin verksamhet 1865 som en gren av verksamheten i + Seelig & Co., som föregående år övertagits av Fr. Skoglund (1839—1917). Förlagsverksamheten hade från början en se-