340 Skrift— Skriftprøvebøger og Claude + Garamond er knyttet. I det 17. og 18. Aahundrede er det først nederlandsk senere engelsk Typografi, der er toneangivende, og fra Christophe → Plantins, → Elzevierernes og William → Caslons Officiner udgik Antikvaskrifter af stor Skønhed, + Caslon er den sidste Repræsentant for → Mediæval Antikvaskrifterne, og omkring Begyndelsen af det 18. Aarhundrede opstaar en ny Stil, Empiren, der karakteriseres ved en mere kontrastrig Udformning af Skriftens Haar- og Grundstreger. De store Navne blandt Skriftstøberne er her John → Baskerville, Giambatista → Bodoni og Familien → Didot. I Begyndelsen af det 19. Aarhundrede udvikledes → Egyptienne og → Grotesk, der med deres massive Karakter og ensartede tykke Skriftstreger danner to beslægtede men dog fra Antikvaen afvigende Bogstavformer. De finder stadig udstrakt Anvendelse, I Tiden omkring 1850 og op til vore Dage er der fremkommet et Utal af nye Bogstavskrifter, langt de fleste med Antikvasnit; mange er moderniserede Udgaver af de klassiske Former (Caslon, Plantin, Bodoni etc.). Til den nyere Tids kendteste Skrifttegnere maa regnes Rudolf → Koch, William → Morris, Erich → Gill, Paul → Renner og F. W.» Goudy. D. B. U p dik e: Printing Types, their History, Forms and Use, 1922; H. Lagerström: Bokstavformer i Typtrycket, 1927; C. Moegren & H. Th e jls: Skrift. Skriftens Historie i Tekst og Billeder, 1944; C. V. Nòrdlunde: Bogskrifter og Bogtrykkere, 1945. E.D. Skriftbillede, Benævnelsen for den Del af Bogtryktypen, eller Typelegemet, der danner selve Bogstavet, og som giver Aftryk af dette ved Trykning paa Papiret. Alt efter Bogstavets Udformning betegner man Skriften som fed, halvfed, mager etc. E. D. Skriftgarniture. I grafisk Sprogbrug er et Skriftgarniture et komplet Materiale af Skrifter indenfor en bestemt Skriftgruppe til Fremstilling af Bogsats for Haandsætning. Et Skriftgarniture skal saaledes ikke alene indeholde alle gængse → Skriftgrader indenfor den paagældende Skriftart, men ogsaa de dertil høren- Kursivskrifter samt halv- og helfede Snit. E. D. Skriftgrad. Størrelsen af en Bogtrykskrift maales paa Typens → Kegel og kaldes Skriftgraden; denne angives efter et særligt typografisk System i Punkter eller ved Navn, f. Eks. Nonpareille, Korpus, Cicero etc. Se under Punktsystem. E. D. Skrifthøjde, Højden paa en Bogtryktype maalt fra Typens Fod til → Skriftbilledets øverste Flade. Skrifthøjden maales i Punkter efter et særligt → Punktsystem; i de skandinaviske Lande benyttes → Didots System, hvorefter Skrifthøjden er 62% Punkt = 23,56 mm. E. D. Skriftkasser, de Kasser, hvori Bogtryktyperne opbevares i Sætteriet; Kasserne er inddelt i Rum, kaldet Fag, og der findes separate Skriftkasser for de forskellige Skrifter, f. Eks. til → Brødskrifter, Titelskrifter etc. Skriftkasserne opbevares i særligt konstruerede Reoler. E. D. Skriftkegel. Se Kegel. Skriftmetal. Se Typemetal. Skriftprøvebøger. Den nu saa almindelige Skik, at Bogtrykkere og Skriftstøberier udgiver særlige Bøger indeholdende Prøver paa det Typemateriale, de har til Raadighed eller kan levere, kan føres tilbage til Bogtrykkerkunstens ældste Tid, Den ældste, kendte Skriftprøve er et Etbladstryk, udsendt 1486 af Erhard Ratdolt i Forbindelse med Flytningen af hans Virksomhed fra Venedig til Augsburg, og da selvstændige Skriftstøberier opstod, blev det almindeligt, at ogsaa disse udsendte Plakater med Aftryk af de Skrifter, de kunne levere. Langt op i det 18. Aarhundrede var Skriftprøver i Form af Etbladstryk almindelige, men allerede i det 16. Aarhundrede var man begyndt ogsaa at udgive Skriftprøver som hele Bøger med Aftryk af forskellige Skriftarter i alle foreliggende Grader m.v. Berømt er saaledes Plantins »Index sive specimen characterum« (1567), der kendes i to Udgaver med henholdsvis 41 og 42 forskellige Skrifter. 1592 udgav Typographia Medicea i Rom et Hefte udelukkende med den af Robert Granjon skaarne Skrift. Blandt det 18. Aarhundredes overordentlig mange Skriftprøvebøger kan nævnes den, der 1768 blev udgivet af Pierre Fournier som andet Bind af hans »Manuel typographique«, og fra det 19. Aarhundrede er der særlig Grund til at fremhæve Giambattista Bodonis to-binds Folioværk »Manuale Tipografico« fra 1818, et Luksusværk, der ikke alene indeholder et overvældende Antal Skriftarter, omfattende ogsaa en lang Række fremmede Alfabeter, men tillige er udført paa en Maade, der gør det til et Mesterværk inden for Bogkunsten. Værket er endvidere berømt paa Grund af