342 Skrivemestre — Skærfning E. C o tar elo: Diccionario biografico y bibliografico de caligrafos Espanoles, I—II, 1914—16; P. Jessen: Meister der Schreibkunst aus drei Jahrhunderten, 1923; H. Delitsch: Geschichte der abendländischen Schreibschriftformen, 1928; A. Heal: The English Writing Masters and their Copy-Books, 1931; E. Kroman: Skriftens Historie i Danmark fra Reformationen til Nutiden, 1943; J.T s chich o]1d: Schatzkammer der Schreibkunst, 1945; A. F. Johnson: A Catalogue of Italian Writing-Books of the Sixteenth Century (Signature, 1950); C. Bonacini: Bibliografia della arti scrittoria e della calligrafia, 1953; S. Eriksen: Italienske Skrivebøger (Bogvennen, 1957); W. D oed e: Bibliographie deutscher Schreibmeisterbücher, 1958. E. K. Skrivepapir. Af de egentlige Skrivepapirsorter, Dokumentpapir, Protokolpapir og Brevpapir udkræves foruden en stærk Limningsgrad, saa Blækket ikke flyder ud, og en glat Overflade, saa Pennen glider let hen over Papiret, tillige en tæt Struktur med ikke for lange Fibre, saa det er muligt at radere paa Papiret, uden at det flosser op. Betegnelsen Skrivepapir anvendes imidlertid ogsaa om andre Papirsorter, som blot er saa stærkt limede, at der kan skrives paa dem, medens de tilsvarende ulimede eller svagt limede Sorter, der udelukkende anvendes til Trykning, benævnes Trykpapir. Til Skrivepapir henregnes saaledes det saakaldte A-, C- og G-Masse Papir, Konceptpapir, S-Masse Papir, Bankpost og Blanketpost. N.N. Skriver. Allerede i Oldtiden havde man professionelle Skrivere, og endnu i de første kristne Aarhundreder var der stadig en Stand af Kalligrafer og Notarer, som baade udfærdigede Dokumenter og skrev Bøger, Tidligt blev det dog fortrinsvis gejstlige, der dyrkede Skrivekunsten. Kirken havde fra første Færd Brug for Bøger, særlig Bibelhaandskrifter og liturgiske Bøger, og i Kapitlerne og navnlig i Klostrene dyrkedes Skrivekunsten flittigt. I Norden finder man de første Haandskrifter, som bevisligt er skrevet i Hjemlandet, c. 1100, og fra Begyndelsen af det 12. Aarhundrede foreligger der smukke Haandskrifter fra Lund, som var Nordens Kulturcentrum. I den ældre Middelalder var Haandskrifterne utvivlsomt fortrinsvis skrevet af gejstlige, selv om Skriververs i enkelte Haandskrifter synes at vise, at man ogsaa har kendt Lønskrivere. I den senere Middelalder var dog utvivlsomt Hovedparten af Haandskrifterne, navnlig de talrige Lovhaandskrifter, skrevet af verdslige professionelle Skrivere, som fortrinsvis fandt Beskæftigelse som Skrivere ved Domstolene og i Administrationen. W. Wattenbach: Das Schriftwesen im Mittelalter, 3. Udg. 1896; Nordisk Kultur, XXVIII: Palæografi, 1943. E. K. Skriveredskaber. De forskellige Skrivematerialer, som i Tidens Løb har været anvendt, har krævet forskellige Skriveredskaber. Mens Kineserne malede deres Skrifttegn med en Pensel, anvendte Folkene ved Eufrat og Tigris en Trægriffel til at indpresse Skrifttegnene i det vaade Ler, Det almindelige Skriveredskab i den klassiske Oldtid var et Rør, calamus, hvormed man skrev paa Papyrus. Til dagligt Brug anvendtes Vokstavler, hvorpaa man indridsede Skriften med en Griffel, stylus. Fjerpennen, penna, hvortil fortrinsvis anvendtes Gaasefjer, kan spores tilbage til det 5. Aarhundrede, men fortrængte kun langsomt Rørpennen. Gaasepennen var i nyere Tid det almindelige Skriveredskab og fortrængtes først henimod Midten af det 19. Aarhundrede af Staalpennen. H. Jensen: Die Schrift in Vergangenheit und Gegenwart, 1935; W. Wattenbach: Das Schriftwesen im Mittelalter, 3. Udg., 1896; Nordisk Kultur, XXVIII: Palæografi, 1943. E. K. Skudt Sats. Se Skydning. Skydđelinier. Ved Skydelinier forstaar man mindre Liniestykker, der bruges til Udfyldning i Satsen og til at danne Mellemrum mellem Skriftlinierne. Skydelinierne er paa 2, 3 eller 4 → Ciceros Bredde og højst 4 typografiske Punkters Tykkelse. E. D. Skydning, typografisk Udtryk for det Mellemrum mellem Skriftlinierne, som fremkommer ved Nedstikning af + Skydelinier mellem Satslinierne. Skydningen afhænger af Skriftens Karakter, Satsformatet og en æstetisk Vurdering; ogsaa økonomiske Hensyn kan være afgørende, idet man til billige Bogarbejder kan spare Skydningen. Jo større Linieafstanden er, des mere »skudt« siges Satsen at være; benyttes ingen Skydning kaldes Satsen kompres. E. D. Skyggeskrift. Se Konturskrift. Skærfning (af Skind til Bogbind) kaldes den Proces, der i Bogbinderiet udføres med en specielt slebet Kniv, og som har til Formaal at reducere Skindets Tykkelse paa de Steder, hvor det ikke maa fylde for meget paa Bogens Bind, f.Eks. ved Hjørner, Ryg og Fals. Skærfning kan ogsaa foretages paa Maskine. Ł. D.