450 Træsnit eller Xylografi — Tudeer af Træet, en Teknik, der benævnes Liniesnit. I det 18. Aarhundrede gik man over til en ny Metode, kaldet Tonsnit, opfundet af Thomas → Bewick; dertil bruges meget haardt Træ f. Eks. Buxbom, og der skæres i Endetræet, altsaa paa tværs af Træets Faser. Bearbejdningen sker nu med Gravstik i Stedet for med Kniv, og den ny Teknik gjorde det muligt at opnaa mere nuancerige Reproduktioner end tidligere. Før Udskæringen af det spejlvendte Billede dækkes Træet med et tyndt Lag Kridt eller Zinkhvidt udrørt i et Gummipræparat, og paa denne Grund udføres Tegningen. Efter Indførelsen af de fotokemiske Reproduktionsmetoder kan man overføre det fotografiske Negativ til Stokken, der derefter udskæres. Tykkelsen af Træpladen var før Bogtrykkerkunstens Opfindelse uden praktisk Betydning, men med Træsnittets Indførelse i den trykte Bog, blev det nødvendigt at skære Stokken til i → Skrifthøjde for at den — spændt ind i Trykformen — kunde trykkes sammen med Tekstsatsen. I ældre Tider brugtes som Tryksværte Lampesort — Sodpulver — udrørt i Olie, nu benyttes oftest almindelige fabriksfremstillede Trykfarver. De første Træsnit-Illustrationer blev, naar de skulde være farvede — kolorerede med Haanden efter Trykningen, men i Slutningen af det 15. Aarhundrede begyndte man at indfarve Stokken med forskellige Farver. Hans → Burgkmair var en af de første Grafikere, der arbejdede med det trykte Farvetræsnit. Til Farvetræsnittet (Kromoxylografien) anvendes nutildags almindeligvis lige saa mange enkelte Stokke, som der ønskes Antal Farver reproduceret, og hver Stok trykkes for sig. Til talrige af de raffinerede japanske Farvetræsnit fra det 18. og 19. Aarhundrede er anvendt op til hundrede forskellige Farver, men Datidens japanske Kunstnere benyttede ofte kun een Træplade, hvor de enkelte Partier paa Stokken indfarvedes manuelt, og Træsnittet tryktes da i een Trykgang. F.K. Blau: Holzschnitt-Technik, 1912; M.B u ch erer&F.Ehlotzky: Der Original-Holzschnitt, 1914; M.J.Friedländer: Der Holzschnitt, 1926; H.S. Hendriksen: Reproduktionsteknik (Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. Udg. II, 1927); O. Willums: De grafiske Kunstarters Teknik, Tresnittet (Om grafisk Kunst, udg. af Norsk Forening for grafisk Kunst, 1928). E.D. Ts'ai Lun, kinesisk Eunuk, som i Kina betragtes som Opfinder af Papirmagerkunsten. Tsai Lun var en betroet Embedsmand ved Kejser Ho Ti’s Hof og bekendtgjorde sin Opfindelse over for Kejseren Aar 105 e. Kr, Han faldt senere i Unaade og berøvede sig Livet ved Gift. Som Raastof til Papiret anvendte han Bark af Morbærtræet, Fiskenet, Hamp og Klude, som under Vandtilsætning defibreredes i Stampeværker med Mortere. N.N. Tschichold, Jan (født 1902), tyskfødt, schweizisk Grafiker, Bogkunstner. Efter at have virket som Lærer ved forskellige højere Fagskoler i Tyskland forlod T. dette Land i 1933 og bosatte sig i Schweiz, hvor han bl, a, blev Konsulent for flere Forlag; har ogsaa en Tid virket som kunstnerisk Konsulent for Penguin Books i London., T.har gennem et omfattende Forfatterskab og som en af Forkæmperne for → elementær Typografi øvet en stærk Indflydelse paa den typografiske Stiludvikling i flere europæiske Lande i Brydningsaarene mellem de to Verdenskrige. Ogsaa i Norden har T.s Virksomhed sat sit Spor, og talrige af hans Skrifter og Fagbladsartikler er oversat, især til dansk og svensk. Blandt T.s kendteste Bøger kan nævnes »Die neue Typographie« (1928), der maa betegnes som hans Programerklæring, »Typographische Gestaltung« (1935) og »Im Dienste des Buches« (1951). Han er en fremragende Kender af det kinesiske Farvetryks Historie og har bl. a, udgivet »Chinesische Farbedrucke« (2. Udg. 1953). T. er Ophavsmand til flere Trykskrifter deriblandt »Saskia« (1930) og »Transito« (1931). E.D. Tudeer, Lauri Oskar Theodor (1884 —1955), finländsk bibliotekarie, numismatiker. Fil. dr 1914, professor h.c. 1942. E.o. amanuens vid Helsingfors Universitetsbibliotek 1906—18, äldre assistent 1918—19, bibliotekarie 1919—33, överbibliotekarie 1933—54. Som chef för Helsingfors Universitetsbibliotek har han särskilt vinnlagt sig om utvecklandet av bytes- och andra förbindelser med utlandet. »Finlands Vetenskapliga Bibliotekssamfunds« ordförande 1931—37, 1941—54, hedersledamot 1954. Bibliotekarie vid »Suomalainen Tiedeakatemia« (Academia Scientiarum Fennica) 1919—55. Viktigaste publikationer: »Die Tetradrachmenprägung von Syrakus in der Periode der signierenden Künstler« (1912), »Helsingfors Universitet. Lärare och tjänstemän I—II« (tills. med T. Carpelan 1920—25), suppl. I—II (tills. med E. Sola 1940); »The epistles of Phalaris« (1931), »Förteckning öfver Antellska myntsamlingens i Helsingfors svenska mynt«, III (1936).