464 Universitetsbiblioteker ket med Adgang gennem Rundetaarn; 1652 kunde Salen tages i Brug, men først 1657 var Flytningen gennemført. Fra 1603 stammer Bibliotekets første Reglement eller rettere Instruks for Bibliotekaren; senere var der aabent to Dage om Ugen og kun for akademiske Borgere; Hjemlaan var kun undtagelsesvis tilladt og kun for Professorer, og Benyttelsen af Biblioteket var afhængig af Betaling af et særligt Indskrivningsgebyr. Det var en Professor, der som Bierhverv varetog Bibliotekargerningen; ved Flytningen var det Thomas Bang, som hvert Aar holdt Forelæsninger over Bogkundskab og Biblioteksbenyttelse; en af hans Efterfølgere var Thomas Bartholin, der gjorde en betydelig Indsats, men ellers var det kun faa af Bibliotekarerne, der viste nogen Interesse, og større praktisk Betydning havde Biblioteket næppe, da det ved Københavns Brand 1728 gik op i Luer, Ogsaa Studenterbiblioteket i Frue Kirke brændte. Talrige uerstattelige Haandskrifter og sjældne Bøger blev Ildens Bytte, og for dansk Videnskab og især for dansk historisk Forskning betød dette et uoverskueligt Tab. Allerede 1731 var Bogsalen dog genopført og et nyt Bibliotek under Dannelse. Der indkom mange Gaver; saaledes skænkede Grev Chr. Rantzau 15 meget værdifulde Haandskrifter (bl.a. Andreas Sunesøns Hexaëmeron, Næstved-Kalendariet, Øm Klosters Krønike og Aarhus-Diplomatariet), Frederik → Rostgaard ca. 500 Haandskrifter, Otto Friedrich Müller ca. 1400 Bind naturhistorisk Litteratur, og fra Kongens Bibliotek fik man ca. 2000 Bind Dubletter. Ved Køb erhvervedes Thomas Bartholin den yngres 25 Bind »Collectanea ad historiam patriæ«, der indeholdt Afskrifter af mange af de ved Branden ødelagte Middelalderhaandskrifter, og Filologen J. A. Fabricius’ Samling af græske og latinske Haandskrifter og trykte Udgaver. Ved alt dette voksede Biblioteket saa stærkt, at det i 1771 regnedes at omfatte ca, 60,000 Bind og ca. 3000 Manuskripter. Men det var stadig kun Professorerne, der maatte faa Bøger til Hjemlaan ; først i Slutningen af 1700-Aarene fik ogsaa Studenter Lov til paa visse Betingelser at laane. Fra 1765 skete dog den Reform, at Bibliotekarposten blev et selvstændigt Embede eller i al Fald en Hovedbeskæftigelse for en Professor; det første gjaldt den initiativrige Abraham →» Kall, det sidste Rasmus → Nyerup, der var Bibliotekar 1803—29; Pligtafleveringen blev nyordnet i 1821, og en omfattende Katalogisering blev iværksat af Nyerup med Bistand af Rasmus → Rask. Bibliotekets økonomiske Stilling var i de første Aartier af Aarhundredet ringe, og saa meget vigtigere var de Legater, det modtog, især Statsminister Grev J. G. Moltkes, hvortil 1818 føjedes hans store naturhistoriske Bogsamling. Omtrent samtidig lagde en Gave af ca. 40 Sanskrithaandskrifter fra Botanikeren N. Wallich Grunden til den orientalske Haandskriftsamling. Fra Midten af 1830'erne drøftedes Spørgsmaalet om Opførelse af en selvstændig Biblioteksbygning, men først 1855 blev der udskrevet en Arkitektkonkurrence, ved hvilken J. D. Herholdts Forslag sejrede. 1857—61 realiseredes det i Form af en rød Murstensbygning i norditaliensk Renæssancestil, beliggende ved Siden af Universitetet langs Fiolstræde. Nærmest Frue Plads var der Læseværelser, Udlaan og Kontorer; den øvrige Del af Bygningen optoges af en stor Bogsal med Galleri, baaret af slanke Støbejernssøjler og med høje Reoler vinkelret paa Længdeaksen, Allerede kort efter Flytningen blev en Del af den nye Reolplads beslaglagt ved Indlemmelsen af den polytekniske Læreanstalts Bibliotek og lidt senere af den naturvidenskabelige Del af Generalmajor J. F. → Classens store Bogsamling, der efter hans Død var blevet offentlig tilgængelig. Universitetsbiblioteket var nu vokset til ca. 200,000 Bind og havde, især gennem Moltkes og Classens Samlinger, opnaaet en betydelig Position indenfor Naturvidenskaberne, medens man i Bogkøbet fortrinsvis dyrkede Humaniora. Indenfor Haandskriftsamlingen var Søren Kierkegaards og H, C. Ørsteds Papirer de vigtigste Erhvervelser (henholdsvis 1875 og 1897), og i den orientalske Afdeling var den fornemste Tilvækst i 1800-Aarene de oldpersiske Haandskrifter, som Rask og senere N. L, Westergaard havde samlet. 1848—80 var Bibliotekets Leder Runologen P. G. + Thorsen, den første, som ikke tillige var Universitetsprofessor. Efter ham kom Sophus → Birket-Smith (1880—1909), som iværksatte en Nvykatalogisering (fuldført under hans Efterfølger Sofus → Larsen) med Halle-Systemet som Forbillede, Det store Lokale, paa 1. Sal i Forbygningen, der siden 1861 havde været anvendt som Universitetsauditorium, indrettedes 1891 til Læsesal; de tidligere Læseværelser i Stueetagen omdannedes til Magasin for Haandskriftsamlingen og for den → Arnamagnæanske Samling. Bogsalens Kapacitet blev i 1880'erne forøget ved Opstilling af lavere Mellemreoler mellem de oprindelige, men det forslog ikke længe, og 1907 maatte man ud-