Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERIK PUKES GJÆST EB UD.
103
«Og den fromme Munk satte Dem nu i Hovedet, liden
Blomsterkind, at De . . .»
«Stille, stille, gode Moder-», afbrød Jomfruen, han satte
mig intet i Hovedet, men han og min Fader talte om de
mægtige Herrer, om Marsken og om Hr. Erik og den tappre
Ridder Hr. Broder Svensson og Drosten, gamle Hr. Kristen
Nilsson, og han har sagt, at der vilde bryde løs en Storm mellem
de mægtige Herrer, om ikke en Fredsjomfru fandtes, der kunde
besværge Stormen . . . Ordene slog Rødder i mit Hjerte,
jeg-vilde blive en Fredsjomfru for Sveriges Land.>
Den skjønne Pige blev taus og slog sine øine ned, men
tilføiede pludselig:
«Men hvorledes kan De narre mig til at tale slig,
Gamlemor, sum om jeg var en Kongedatter og ikke regnede Ridder
Karl Ormesen for min Fader?»
Med disse Ord tog hun den gamle Tjenestekvinde om
Livet og svingede hende rundt og kyssede hende paa Kinden.
«Dans dog ikke Aandedrættet udaf mig, tossede Barn,»
brummede Kvinden, men lyd mit Raad, de kommer nok tilsyne
alle disse Stormænd hos Erik Puke ... en Fredsjomfru kan du
blive, Blomsterkind, men du behøver derfor ikke at tvinge dit
Hjerte ...»
«Og mit Hjerte kjender du ikke, kjære Moder min . . .
og du bliver nok fornøiet, hvem der end kommer til at blive
min Herre og Husbond, det ved jeg bedre end du selv,
Hjertens kjære Moder Inga!»
Hvorledes det end var, saa maa disse Fredsjomfru-Griller
have havt dybere Rødder i den høivelbaarne Karins Hjerte, end
hun vilde tilstaa; thi de forlod hende ikke, hverken derhjemme
eller paa Veien, eller da hun traadte ind i Gjæstebudsalen. Og
da hun dér ikke kunde undgaa at mærke, hvorledes alles Blikke
rettedes paa hende og ogsaa selv var sig sin Skjønhed bevidst,
skjønt hun visselig ikke skattede den saa høit som de
beundrende og henrykte Riddere og LTngersvende, saa gik det dog
strax op for hende, at hun skulde benytte sin Magt over
Mændenes Hjerter til at søge at forlige, forsone og sammen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>