Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERIK PUKES GJÆSTEBUt). | j |
trende Kroners Skyld . . . desforinden skal ingen flyve bort
med dem! Nei . . . ingen! hører De det, Jomfru Karin.-
«Kan De se det nu, Hr. Erik, ... De vilde lidet lvtte
til mine Ord, skjønt de er Venneord!»
Erik saa atter paa hende, og Luen i hans øie ligesom
lagde sig, og det var, som om en Barnesjæl havde kiget frem
af hans Hjertes Dyb.
«Et tilsyneladende Rov kan stundom være en Redning«,
fortsatte hun, «og jeg ved forvist, Hr. Erik, saa ofte har
jeg-hørt Dem Tale med min Fader, at De vil det samme som
han, og som enhver Ridder, — gaa i Døden alt for de trende
Kroners Skyld.»
«Ja, ja, høibaarne Jomfru», udbrød Erik høitidelig og
hævede sin Haand, «det er min brændende Bøn til Guds Moder
og St. Erik Konge, og de skal føre min Bøn frem for den
Almægtiges Throne, det er mit faste Haab!»
Men Karin greb den udstrakte Haand og sluttede den i
begge sine, og en Flamme af usigelig Fryd tændtes i hendes
skjønne øine. Hun var en Fredsjomfru, der hun stod, og
uimodstaaelig. Som Hagbard lod sig binde med et Haar af
sin elskede Signes Lokker, efterat han i heltemodig Vrede
havde slidt sønder de stærkeste Jernlænker, saaledes blev Erik
Puke, den heftige, ubetvingelige Mand, bunden af Karins Blikke
og Ord.
En høi, ridderlig Skikkelse viste sig i samme Øieblik paa
Tærskelen til Yderdøren. Det var Marsken, og hans Øie
fæstedes paa Hr. Erik og den skjønne Karin, og en
pludselig-Rødme farvede hans vakre Ansigtstræk, da han saa, hvor varmt
Jomfruen fattede Hr. Eriks Haand. Ingen af de samtalende
mærkede ham, og for øieblikket befandt sig i Salen heller
ingen anden, der havde kunnet vække Værtens Opmærksomhed
paa hans mest betydningsfulde Gjæst. Kanske havde det dog
for den sidste været mindre kjært; thi han syntes at ville
opsuge med Blikket selv det mindste Træk i dette skjønne
Ansigt og med øret opfange det mindste Ord fra de Læber,
der vedblev at tale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
