Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"j i ’) NILS BOSSON STURE.
«De har et oprigtigt og trofast Hjerte, Hr. Krik*, sagde
’Karin, «vil De love mig, at inden De fatter den Beslutning,
som for Dem ei" den vigtigste, at h«re mit Raad og ikke gjøre
som Deres Falk gjorde i Drømmen . . . vil De love mig det paa
Deres Ære som Ridder.»
»De har min Haand derpaa», gjenmælte Erik varmt, «og
til yderligere Bekræftelse, se her», han tog en Ring, som han
gav Karin, se her, hvis De nogengang skulde synes, at
jeg-har glemt mit Løfte, saa send mig denne Ring, og jeg
foretager ikke et Skridt, førend jeg har samtalt med Dem . . ,
det lover jeg som en kristelig Ridder ved alt, som ei’ mig
helligt og dyrebart.»
Xu traadte Marsken frem, og endnu mens han gik over
< iulvet hen mod Erik, der høvisk ilede ham imøde, hvilte
Blikket paa Karin, som stod der et øieblik, først blussende
rød og siden hvid som en Lilje.
«Vær ærlig velkommen», udbrød Erik, idet han greb
Markens Haand, «jeg ventede knapt, at I)e vilde indfinde Dem
til mit Gjæstebud.»
«Vigtige Anliggender», svarede Marsken undvigende og
hilste med kold Høflighed paa Karin, der paa sin Side modtog
hans Hilsen med sit sædvanlige glade Smil, skjønt vistnok et
skarpere øie, som maaske Marskens i dette Øieblik, vilde have
fundet hendes Holdning noget stiv, ja endog kold.
Erik var selve Venligheden og Glæden. Være sig nu, at
det var en Følge af Samtalen med den skjønne Karin og den
Vished, han troede at have faaet med Hensyn til hendes
Følelse for sig, eller at han havde Herredømme nok over sig selv
til at kunne beherske sig i dette Øieblik, hvortil vel ogsaa
Stundens glade Stemning i sin Almindelighed hjalp ham,
nok-er det, han viste sig virkelig forekommende mod Marsken, og
hans naturlige Aabenhjertethed gjorde hans Venlighed
uimodstaaelig, ja rent ud fængslende.
Marsken, der ved alle Anledninger var fuldstændig Herre
■over sig selv, var ikke følelsesløs for denne sin Værts Venlighed,
■g han syntes helt og holdent at have glemt det ubehagelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
