Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
NILS BOSSON STU R IC.
Vanskeligere er det at sige, hvad som bevægede den ene
at slutte sig til denne nye Samfundsmagt og den anden til
Kongemagten. Det turde være lige urigtigt at antage en klar
og levende Forstaaelse af Retfærdigheden i Almuens Optræden
som Bestemmelsesgrund for den enes som det er at antage
en fuldstændig Forglemmelse af Fædrelandet som
Forklaringsgrund for den andens Optræden. Antagelig ansaa de sig,
saavel den ene som den anden, at være i sin gode Ret.
Kanhænde kommer man Sandheden mest nær, om man antager,
at hverken Karl Knutsson eller Krister Nilsson, idetmindste til
en Begyndelse, formaaede at træde udenfor Kredsen af sine
egne Fordele, skjønt de Midler, som de valgte, bragte deres
Virksomhed til at skifte i kongelige eller folkelige Farver, indtil
lidt efter lidt ved Omstændighedernes paatrængende Krav den
første blev Svenskhedens virkelige Talsmand. Kongen eller
Folket, eller ogsaa begge Dele, som Middel, men egen Fordel som
Hovedformacd turde kunne opstilles som de rette Grundtræk
saavel for Hr. Kristers som Hr. Karls Handlemaade i den
nærmeste Tid efter Engelbrekts Død.
Men det ene Middel var vanskeligere at benytte end det
andet. Om Almuen end manglede Engelbrekts omfattende
Fremsyn, saa havde den dog i Spidsen for sig Mænd, der slet
ikke vilde underkaste sig nogens Vilje, der i mindste Maade
truede med at forraade Almuens Sag. Saadanne var Erik
Puke og ’Broder Svensson. Tapre, dristige, men ogsaa
overmodige Riddere og Krigere var de Almuens Yndlinger, men
ingen af dem havde Engelbrekts Evne til at kunne træde i
Spidsen for det hele. Deri ligger Forklaringen til den Stilling,
Marsken havde indtaget til disse to. De maatte vindes, fordi
Almuen vandtes gjennem dem; kunde de derimod ikke vindes,
maatte de paa en eller anden Maade gjøres uskadelige. Thi
derhen var nu Sagerne komne — det indsaa Karl mere end
godt —, at det gjaldt for ham selv at staa eller falde.
Drosten havde godt forstaaet at benytte sig af sine
Forbindelser saavel med svenske Biskopper som med sine danske
Frænder; Marsken vidste dette fuldstændig, og han havde ordnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
