Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
NILS BOSSON STUKE.
Den før saa myndige Foged, for hvis blotte Blik saa
mange Tusinde havde skjælvet, vovede knapt at se op. Al
hans Trods, alt hans Mod var forsvundet, han syntes af Frygt
knapt at kunne høre den fromme Munks Ord. Denne havde
ogsaa taget feil med Hensyn til Magten af Klostrets Hellighed
i et Tilfælde som det, hvorom her var Tale. Han havde
knapt udtalt det sidste Ord, saa aabnedes atter Døren, og en
Hob høie Bønder stod i Klostersalen.
Nu blegnede ogsaa Konfessoren, men han samlede sig
strax efter sin Overraskelse og gik med from Værdighed mod
de indtrædende.
«Ve, ve», raabte han mod dem og hævede advarende
sin høire Haand, «hvorledes tør I vove at forstyrre Klostrets
hellige Fred . . . Vig tilbage, mens Tid er . . . Tænk paa
den haarde Straf, som vil følge paa denne Krænkelse af
Helligdommen.’
Bønderne lod sig dog ikke anfægte. De saa vel et
øieblik noget tvivlraadige ud, men en af dem, en ganske
ung, men lang og stor Svend med et Par kloge,
gjennemær-lige øine, uagtet hans Ansigt forøvrigt var saare uskjønt,
traadte frem og ytrede, idet han ydmygt bukkede sig for
Munken:
«De kan nok have Ret i, hvad De siger, fromme Fader,
De tager blot feil af, hvem det er, som vanhædrer Deres
Helligdom ... Vi Bønder lader os derimod ikke bedrage . . .
Vi mener, at det er han dér, Manddraberen og Menederen,
Dalfogden Jøsse Eriksson, som vanhelliger Deres Kloster, og
vi skal befri det fra denne Syndeflæk blandt Mennesker ...»
Han gik med disse Ord, uden at agte paa Munken, hen
til Jøsse Eriksson, hvem han greb i Læderbæltet om Livet
og trak frem for Munken.
«Se paa mig, Foged», raabte han skjælvende af Vrede,
se paa mig, det er ikke mere end to Aar siden, at du red
saa myndig i Dalarne og lod min Fader sulte ihjel, lænket
fast til Muren i Borganæs Slotstaarn, mens min Moder
spændtes for det tunge Læs . . . mindes du Ridtet med Grev Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
