Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I HAR AKERS KIRKE. 223
havde haabet, Opfyldelsen af sit Løfte til Karin,
Gjen-oprettelsen af den brudte Fred mellem Marsken og Hr. Erik,
alt dette var nu tilintetgjort eller maatte blive det, jo længere
Tiden skred frem. Det var nu langt over Midnat, og der
begyndte at blive Liv i Leiren, og her og der blussede
Stok-ildene op, alt eftersom man kastede mere Brænde paa dem.
Da kom Manden tilbage og stillede sig atter foran ham.
«Jeg har lovet at føre Dem til Hr. Erik», sagde han,
«jeg skal ogsaa gjøre det, men desforinden har jeg noget at
sige Dem, som er værdt at tænke paa.»
Og saa begyndte han at tale om Striden mellem de to
Herrer og om Nødvendigheden af, at den endte med den ene
eller den andens Død, sammenlignede dem med hinanden og
viste, at Hr. Erik dog stod paa Almuens Side og var den
eneste, som kunde træde i Engelbrekts Fodspor. Nils afbrød
ham et Par Gange. Talen var ham modbydelig at høre,
men Manden fortsatte.
«Vil De nu redde Deres unge Liv, Nils Bosson», saaledes
sluttede han, «saa kan jeg vise Dem Veien.»
Han gjorde en Stands, hvorunder han nøie forskede i
Svendens blege Ansigt, der belystes af Glødhaugen efter den
nu sluknede Ild, mens hans eget befandt sig i Skyggen,
hvorhos det natlige Mørke, endnu dybere i den tætte Skov,
bidrog til at gjøre ham uigjenkjendelig. Spørgeren ventede
øiensynlig paa Svar, men da dette udeblev, tilføiede han:
«Ser De, en af de to maa dø, det er nu saa og kan ikke
blive anderledes, men jeg vil, at Marsken skal dø, og det
vil mange med mig . . . forstaar De nu, hvad Vei De har
at gaa for at redde Deres unge Liv og træffe Hr. Erik?»
NilsBossons Ansigt blev hvidt som Sne, og hans Legeme
skjalv af Feberkulde. Men Manden trak ganske langsomt
frem en lang Kniv, vendte Klingen et Par Gange, saa at den
glinsede mod de glødende Kul, og førte derpaa hurtigt dets
Od mod Ynglingens Hjerte.
«Se», sagde han, «hvad jeg hidtil har sagt, angaar blot
den ene Side af Sagen, den anden er dog saa klar, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
