Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 NILS BOSSON STl’RE.
som han holdt foran sig med den frie Haand. Paa Bordet
stod et lidet, men vakkert udskaaret og med Sølv og ædle
Stene rigt prydet Skrin, fyldt for en Del med høist kostbare
Gjenstande, som han sædvanlig pleiede at fore med sig overalt,
hvor han opholdt sig. Et Par Ringe, som laa ved Siden af
Skrinet, udviste, at Marsken i en ganske anden Hensigt denne
Gang havde aabnet det, hvorunder hændelsesvis en liden
Guld-daase havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed. Daasen med
sit Laag stod paa Bordkanten, og dens Indhold, det lille visnede
Blad, havde siden lagt Beslag paa alle hans Tanker. Og
ganske vist fremkaldtes nu, i Begyndelsen dunkelt, men tilsidst
i en overvældende Klarhed, alt eftersom Lyset fra andre
Gjenstande forsvandt, et Minde, hvis Straaleglans øgedes ligesom
Stjernens paa Himmelen jo mere Mørket fortrænger Dagen.
Et eiendommeligt Smil krusede hans Læber. Man kunde ikke
sige, om det var Vemod eller Sorg, eller om det rent ud var
Vrede, som var det mest fremtrædende i dette Smil. Kanske
havde det en dobbelt Rod, kanske laa baade det ene og det
andet ved Siden af hverandre paa Bunden, ligesom den
bekjendte Blomst «Jomfru Marias Haand» har to Rødder, en sort
og en hvid.
Smilet spillede endnu paa hans Læber, da Døren sagte
aabnedes, og hans Hovmester, den gamle Gubbe med
Sølvlokkerne, der havde været saa længe i Marskens og hans
Forældres Hjem, at han var som et Lem af Familien, traadte
ind. Gubben saa strax, hvad Marsken havde i Haanden, og
der viste sig ogsaa i hans Ansigt et Smil, men et ublandet,
godt, forhaabningsfuldt og lifligt Smil. Med den Frihed, som
han fra gammel Tid af havde, sagde han til sin Herre:
«Vidste jeg ikke, at De skulde finde hende?»
«Hvem, hvad . . . ?» spurgte Marsken heftigt og saa up.
«Hun . . . Gulddaasen, mener jeg . . . jeg saa den lille
Daase, da vi sidst drog fra Fågelvik, og jeg tænkte, at . . .
ja, jeg tænkte, at hun kunde saa gjerne være med, hun tager
ikke stor Plads . . .! Jomfru Karin ...»
«Jomfru Karin! afbrød Marsken lidenskabeligt og heftigt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
