Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
NILS BOSSON STUKE.
endnu, hvad der staar i Visen: Og efter megen Graad blev
man glad, hvem brød Løv udi Linnebærs Træ ? De unge kom
sammen, som var skilte ad. Fryder eder alle Dage!»
«Ak. Gubbe, den Vise mindes ogsaa jeg», gjenmælte
Marsken, idet han lagde det visnede Blad fra sig, «men du
glemmer, at denne Forening mellem de unge indtraf først efter
Døden . . . Vidste du, hvad som har hændt, saa vilde du
finde ligesaa godt som jeg, at der er en uoverstigelig Mur
nu mellem mig og hende . . . Hvem kunde tro det», fortsatte
han ligesom for sig selv, «hvem kunde tro, at
Barndomsmindet har saa dybe Rødder i Mandens Hjerte! Jeg ser det
elskelige Barn for mig, som om vi nu i denne Stund befandt os
paa samme Sted som da om Aftenen, inden jeg forlod min
Faders Gaard for at drage ud i fremmede Lande og lære mig
Riddersæder ... det var under den store Lind ved Skällnore,
Solen dalede i Vest og en Trost sang nede ved Sjøstranden,
da hun kom hen til mig og sagde Farvel, og jeg tilspurgte
hende, om hun ikke vilde glemme mig, saa at, naar jeg kom
hjem engang og skulde udse mig en Hustru, hun da skulde
være en andens. «Nei, nei!» raabte hun, «jeg skal vente paa
dig!» Jeg bad hende om et Minde, og da smilte hun imod
mig og rakte mig dette Løv, som hun brækkede af Linden.
«Gjem det vel, sagde hun, saalænge De har det hos Dem,
saalænge bor Karin i Deres Hjerte! ...»
«Kan De nu se det», ytrede Hovmesteren med et
hjertefromt Smil, jeg har jo altid sagt Dem det . . . De skal tilslut
vinde hende, De og ingen anden. Havde De saa sandt fulgt
mit Raad, da De siden vendte hjem, og redet til Bjurum
iste-for til Kråkerum, saa kunde De have sparet Dem al denne
Hjertesorg. Dog kan De være ved godt Mod, Hr. Karl . . .
har man en ren Samvittighed, saa bliver man sent ulykkelig,
om det vel stundom ser mørkt ud . . . Jomfru Karin har
Dem kjær, Dem og ingen anden, og det har hun altid havt,
ligesiden hun var et lidet Barn.»
Marsken vinkede med Haanden til den Gamle og smilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
