Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BESVÆRGELSEN. 97 J
Spørgsmaal bevægede mig til at sige, at jeg kjendte den
virkelige Anstifter, men Navnet er jeg forbudt at røbe.»
"Jeg minder dig dog endnu en Gang om, at Lydigheden
mod dette Forbud kan koste dig Livet», ytrede Marsken.
«Du anklagedes af Fru Bengta selv, som nu er her tilstede i
Salen, du anklagedes af hende, og hendes Anklage bekræftedes
af den grebne Voldsmand . . . Ønsker du at fortie hans
Navn, saa maa enhver ærlig Mand holde dig for hans Lige,
og du har da selv fældt din Dom.»
Der herskede i Ordets egentlige Betydning Dødsstilhed i
Salen. Marsken havde talt med fuldstændig Ro, og hans
Ord trængte derfor dybere, hug sig skarpere fast i ethvert
Sind, og øieblikket var saa meget mere spændende som,
med Undtagelse af Fru Bengta, alle, uden Tvivl ogsaa Marsken
selv, ønskede, at Ynglingen skulde nævne den virkelige
Gjer-ningsmands Navn og derved redde sig, paa samme Tid som
man ikke kunde nægte ham sin Beundring, om han havde
Mod til at ofre sit Liv for et Løftes Hellighed. Men detle
Mod havde Nils Bosson.
«Saa faar De tage mit Liv, Hr. Marsk», sagde han,
«min Aand kan De intet gjøre!»
«Er det dit sidste Ord, Nils?- spurgte Marsken.
«Det er mit sidste Ord!» svarede den stolte Yngling.
Marsken vendte sig bort, og Jomfru Karin brast i Graad.
Men Fru Bengta hævede sit Hoved og skuede omkring sig
med et Blik, saa strengt og haardt, at man gjerne kunde
spørge, hvorvidt et menneskeligt Hjerte bankede i hendes Bryst.
Den grønne Ridder nede ved Døren var ligesom et
legemliggjort Udtryk for alle de fælles Følelser, der udtalte sig særskilt
hos hver enkelt af de tre. Vrede, Sorg og Haardhed trængtes
om hverandre og gik op i en Uro, der syntes at være paa
Vei at presse sammen de sønderfaldne Kræfter i hans Sjæl
og dér afstedkomme fuld Klarhed og Forstand. Saa havde
ikke hans øie blikket omkring sig, siden han kom til Marskens
Hof, og det var maaske en Lykke for ham, at ingen, paa
Grund af den almindelige Spænding, blev var dette kloge,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
