Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 NILS BOSSON STl’RE.
er Stillingen saadan nu, at hverken den ene eller den anden
af disse Mænd duer, og da vil det være farligt nok at lade
den svenske Kirkes første Mand ...»
Du har ikke fortalt mig, Helmich , afbrød Domherren,
«hvad Svar den ærværdige Fader, Erkebisp Olof, gav dig
angaaende min fremsatte Plan om et befæstet Slot for Sveriges
Riges Erkebisp og min ofte gjentagne Paamindelse om, at han
skulde tage fat paa denne Sag . . . Du talte med ham
derom ?–
• Jeg talte med ham derom, men han svarede blot: mit
Kige er ikke af denne Verden! Hils Kanniken, Mester Jøns,
og sig, at hver den, som griber til Sværd, skal omkomme ved
Sværd! . . . Saaledes var hans .Svar, hverken mere eller
mindre, og saa vinkede han med Haanden og gik ind i et
Værelse indenfor. Jeg flk ham ikke mere at se. Men af alt,
hvad jeg kan finde, synes det, som om det var en Velgjerning
for den ærværdige Fader, Erkebispen selv, ikke mindre end
for Riget, om han fik komme til Ro. Han er træt af Verden,
men hans Magt sammen med Marskens turde blive svær
at bryde.»
Skriveren blev taus, og Jøns Bengtsson sad fremdeles med
Jernstangen i Glødhaugen.
«Der voxede et Træ foran Ridderens Vindue og stængte
Udsigten til Kongens Borg», sagde ban sagte, halvt syngende,
som om han vilde vise, hvor lidet han fæstede sig ved
Skriverens sidste Ytring, det være sig nu, at han opfattede den
rigtigt eller ikke. — «Træet skulde hugges ned, men for hver
Oren, som afhuggedes, voxede to op istedet. Ridderen var
fortvivlet, men tilslut blev han hjulpen ud af sin Bekymring
paa den mest ligefremme Maade af Verden» —og Domherren
gjentog de sidste Ord endnu et Par Gange, men svagere og
svagere, indtil de den sidste Gang udtaltes blot hviskende.
«Dog ved Underværk», vovede Skriveren at tillægge.
Dommeren saa op med en forbauset Mine. Han syntes
ikke at begribe Meningen med Skriverens Ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
