Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIGFÆRDEN. 289
Han udtalte vistnok med stor Forsigigtighed, men saa kunde
jeg noksom mærke af de faa Ord, han sagde, at han er af
den Mening, at I og Eders Morfader, Hr. Krister, var Hr. Eriks
sande Fiender og Forfølgere, og Eder vil han altid betragte
som Ridderens virkelige Banemand!»
Der skjød Lyn i Domherrens Blik; men neppe vilde
nogen anden end Helmichs skarpe øie have mærket det.
«•Fortsæt, Helmich!» sagde han, «det er mærkelige Ting,
du der fortæller!»
«Der undslap ham ogsaa saadanne Ord angaaende
Marsken», ytrede Skriveren, som efterkom Befalingen, «at
jeg er vis paa, han herefter i alt vil slutte sig til denne,
forsaavidt som han ikke ...»
Forsaavidt som han ikke?» gjentog Hr. Jøns . . .
«Forsaavidt som han ikke skal arbeide for Kongens
Tilbagekomst. »
Der indtraadte en lang Stilhed, hvorunder Domherren tog
en Jernstang, som stod ved Siden af hans Stol, og som han
benyttede til at rode om i Ilden med. Han gjorde saaledes
ogsaa nu, hvorved Tilfældet stillede tvende Kul ved Fremsiden
af Glødhougen. Det ene af disse var udglødet og bedækket
med Aske, det andet endnu hvidglødende. Domherrens Øine
hvilte skarpt paa de to Kul, og Smilet laa om hans Mund,
mens han langsomt førte Jernstangen omkring, som om han
vilde rage væk den omgivende Aske og lade den blive mere
fritstaaende. Tilsidst ståk han ganske forsigtig Spidsen af
Stangen under det sorte Kul.
«Kong Erik!» udbrød han derved og kastede Kullet høit
op under Kaminkappen.
«Marsken!» udraabte han derefter, og hans øine gnistrede
ved Gjenskinnet fra det glødende Kul, hvis Syn han syntes
at nyde. Men pludselig løftede han Jernstangen, vistnok
ganske ubetydeligt, men kraftigt, og slog til Kullet, saa at det gik
istykker, kastende tusinde Gnister omkring sig.
Saa indtraadte atter fuldstændig Taushed.
«Forstaar jeg Eder ret, Herre», ytrede Helmich tilslut, «saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
