Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIGFÆRDEN. 295
Samtalen fortsattes længer, og man blev derunder mere
heftig og bitter mod Karl Knutsson. Han var tilslut en Oprører,
fuldstændig ligesaa farlig som Engelbrekt, og ligesom denne
stræbte han efter Almuens Yndest. Det blev saaledes tydeligt
og klart for enhver, at Marsken var den, der burde vige for
Hr. Krister, om det ikke lykkedes at faa Kongen tilbage til
Riget. Jøns Bengtsson ytrede sig under Samtalen kun lidet; han
syntes knapt at være tilstede med sine Tanker, efterat han
godt og vel havde faaet Sagen igang. Blot naar noget ytredes,
som var paa Vei til at rykke den angivne Gang af Talen ud
af Sporet, faldt han ind og bragte alt tilrette igjen. Angaaende
Kongen vilde han afvente, hvad der kunde ske paa det til
Sommeren berammede Møde i Kalmar. Lykkedes det der at
overtale ham til at komme tilbage til Riget, flk man vel paa
en eller anden Maade Bugt med Marsken; i andet Fald blev
det nødvendigt at gribe til kraftigere Midler.
Men ogsaa for at naa det førstnævnte Maal, eller Kongens
Tilbagekomst, maatte man rydde bort de Hindringer, som
stilledes i Veien af Marsken, der uden Tvivl vilde blive støttet
af Erkebisp Olof. Dette var et Emne, som foraarsagede
Herrerne megen Frygt. Upsala Erkebisp havde en stor
Indflydelse paa Folket, og intet kunde i den Grad støtte
Marskens Sag som den Omstændighed, at han havde Erkebisp
Olof paa sin Side. Det var dog en Trøst, at Erkebispen var
saa sygelig, særlig nu efter sin Hjemkomst fra Væsterås, at
han paa Grund heraf vanskelig kunde underkaste sig
Besværligheden af en Reise, men forblive hjemme i sit Stift. Andre
Tilhængere af Marsken, saasom Biskop Tomas med flere,
frygtede man ikke.
Det var først ved Middagstiden, Herrerne forlod
Sort-brødreklostret, men én og én for ikke at vække Opmærksomhed.
Hr. Krister var den sidste, som var tilbage, og da han blev
ene med sin Dattersøn, sagde han, efter længe at have siddet
og betragtet Ruderne i Stengulvet:
«Maa det saa gaa med Kongen, som det vil, men før
eller senere maa Marsken og jeg tales ved!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
