Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNDER LINDEN.
"y>-
«Nu kjender jeg igjen min Karin, saadan som hun var i
gamle Dage», vedblev Karl. «Saa maa da den Skygge, som
er falden mellem os, være forsvunden, og ganske vist vil du
nu give mig et andet Svar paa det Spørgsmaal, jeg sidst
gjorde Dig?»
«Ja, ja, Karl Knutsson», svarede Karin med dirrende
Stemme, «Skyggen er vegen, jeg véd nu, hvorledes alt er
gaaet til, og jeg kan tænke og drømme om dig som før,
uden at noget uskyldigt Blod pletter din Haand ... Og derfor
kom jeg hid for at sige dig det og bede dig tilgive, at jeg
saaledes kunde vildledes og tiltro dig noget ondt.»
«Og saa vil du blive min, sig det, Karin . . . sig, sig,
at du elsker mig?»
«Ja! naar har jeg vel ophørt at elske dig!»
Og hun lod sig slutte i den glædesdrukne Karls Arme,
og et Kys beseglede den Pagt, som her sluttedes i den tyste
Nat ved Maanens og Stjernernes Skin. Siden vandrede de
længe frem og tilbage i Rosenlund og talte om alt, som har
været og er de elskende kjært at tale om, indtil endelig Tiden
var inde, da Karin skulde stige i Baaden igjen og fare over
til Hvittvikslandet.
«Men hvorledes kom du herned», spurgte Marsken, da
de gik ned mod Stranden, «man har fortalt mig, at du var
gaaet i Gudhems Kloster?»
«Saa fort jeg flk Vished for, at jeg havde gjort dig Uret,»
gjenmælte Karin, «saa flk jeg ingen Ro, førend jeg havde
faaet træffe dig. Der er fuld Sandhed i den Tale, at jeg
agtede at trække mig tilbage fra Verden til de fromme Søstre
i Gudhem, og den Tanke havde lidt efter lidt rodfæstet sig
hos mig, indtil jeg fik Sandheden at vide, og da vilde jeg først
tale med dig, inden jeg iværksatte min Beslutning.»
«Karin, Karin!» afbrød Marsken hende, «saa var det da
Din Tanke, inden du traf mig, at gaa i Klosteret.»
«Ja vel! . . . hvor kunde jeg vel vide, om jeg nogensinde
mere vilde kunne gjenvinde din Kjærlighed, som jeg saa koldt
havde vist fra mig? Nei, nu er din Verden min ... og
Guldhalsbaandet. 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
