Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NILS BOSSON STURE.
værelset, syntes at vinde Bekræftelse ved, hvad nu Biskop
Tomas fortalte. Han nævnte dog intet derom, men det blev
til fuld Vished hos ham, at hans Herre, Marsken, var omgiven
af hemmelige Fiender, der uafladelig og uden at sky noget
Middel søgte at styrte ham, og denne Vished fæstede ham
endnu mere ved Karl Knutsson og gjorde, at han besluttede
med skarp Opmærksomhed at søge at følge denne eller disse
hemmelige Fiender, saa langt det stod i hans Magt og stemte
med Hæderlighedens Fordringer.
Ud paa Aftenen forlod Herman og Nils Tynnelsø. Biskop
Tomas skulde den følgende Dag begive sig til det store
Herre-møde i Tælje, og han ønskede at have dem i sit Følge, men
de maatte tage igjen den Tid, de havde mistet ved sit Besøg
hos Biskoppen, og da Vinden blæste godt fra Vest, vilde de
benytte sig heraf.
Det var en skjøn Aften. Himmelen var aldeles skyfri,
og den gode Baad med sit Vadmaalsseil skar med skarp Boug
frem gjennem Vandet. Alt bidrog til at oplive Sindet, give
Tanken Flugt og Haabet en friskere Farve. Det var, som
om Vinden, Sjøen, de løvklædte Holme, de blinkende Stjerner,
det var, som om den hele Natur førte en Tale, der var en
Fortsættelse af den varmhjertede Biskops. Om Mod og
Fortrøstning og Haab havde han talt, og det var, som om det
samme havde ligget paa Vindens Tunge, blinket dem imøde
fra Bølgernes Toppe og hvilt i Lundenes Skjød.
Saaledes svandt Nattens Timer, og den følgende Dag var
ikke meget gammel, da de styrede ind gjennem de smilende
Sunde, der fører ind til Sødertælje. Her mødte de sine Heste.
De var blevne førte did fra Strængnæs af Erik, Hermans
Svend, der stod nede ved Strandbredden og øiensynlig med
megen Utaalmodighed ventede deres Komme. Herman mærkede
strax, at noget var paa Færde, og da de havde skilt sig med
Rorskarlene og gik opover fra Sjøen, saa han spørgende paa
Svenden.
«Du har længe ventet her ved Stranden?» spurgte han.
< Ikke saa værst . . . jeg kom for omkring en Times Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
