Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I RAAD ET.
395
«I har gjort mig en redelig Tjeneste denne Nat, en
Tjeneste, som jeg aldrig skal glemme!»
Hans Blik hvilte paa Erik, som han ikke syntes at kjende,
og han lagde Haanden paa hans Skulder.
«Hvad er dit Navn, Svend?» spurgte han, «og i hvis
Tjeneste er du, thi skjønt du bærer min Svendedragt, er dog
dit Ansigt mig fremmed!»
Erik fortalte, hvem han var, og at han var i Herman
Bermans Tjeneste, og han gjorde i Korthed Rede for,
hvorledes han havde opsporet det hemmelige Anslag, hvorledes
saavel han som hans Herre havde frygtet for at ødelægge enhver
Mulighed for at kunne redde Marsken, hvis de fortidligt røbede,
hvad de saaledes havde faaet Kundskab om. Og Marsken
lyttede med stigende Forbauselse til Svendens Ord, der tillige
fremstillede i sit rette Lys den Uvilje, han syntes at have
mærket hos Herman, da denne modtog hans Opdrag om at
ride til Væsterås.
«Du er en Svend, som opveier ti af mine!» sagde han
tilsidst, da Erik sluttede sin Tale. «Vil du træde i min
Tjeneste, saa skal jeg forfremme dig, og i hvert Fald maa jeg vel
blandt mine Gaarde have en, der kan passe for dig som
Vederlag for den Tjeneste, du nu har gjort mig . . .!«
-De tager feil, naadige Herre», gjenmælte Erik, «hvad jeg
har gjort, det har jeg gjort mere for Herman Bermans Skyld
end for Dem . . . tag mig det ikke ilde op, at jeg siger det,
men for Herman vil jeg ofre mit Liv og Blod, saasom han
ikke har sparet sig for min og mines Skyld, den Tid Jøsse
Eriksson sad som Foged i Væsterås. Har jeg med min
Gjerning vundet Hermans Bifald, og det har jeg, det véd jeg, saa
er det mig Løn nok . . . jeg attraar intet høiere!»
«Ridderlige Svend!» udbrød Marsken, henreven af den
enkle Storhed i de udtalte Ord, og han tilføiede tankefuld:
«lykkelige Herman!»
Et Øieblik hengik, saa vendte han sig til Nils Bosson,
der stod med taarefyldte øine og saa henrykt paa Erik. Han
havde dog selv en væsentlig Del i Marskens Redning, thi uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
