Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
NILS BOSSON" ST L’R R.
fordi han aad af sin Broders, Hertug Eriks, Lig. Gud kjender
bedst, hvordan det kan være, og hvormeget en Mand kan
taale, inden Angst og Fortvivlelse driver ham til det yderste,
men saaledes fortæller de gamle, og de har hørt det af dem,
der levede paa den Tid, og som med egne Øine saa det Hul
i Taarnet, hvor Hertug Valdemar forsøgte at grave sig ud med
Galtetanden . . . Det er Hertur Valdemar, Gud være hans
Sjæl naadig, som nu gaar igjen paa Slottet og græder og
beder . . . Det er Hertug Valdemar, som stod her foran Deres
Hesi, da den ikke vilde røre sig af Flækken, det var Hertugen,
som De saa forsvinde i Skoven!»
"Hertug Valdemar!» mumlede den fremmede og lod
Hovedet synke mod Brystet,
"Hertug Valdemar», gjentog Svenden, <-Gud unde den
stakkels Hertug Ro, men visselig var det urigtigt at æde sin
egen Broders Kjød, visselig kan det tynge paa Sjælen og jage
en fredløs op af Graven . . . Men langt værre synes han mig
være, som mod Tro og Love ...»
Svenden kom ikke længer, førend den fremmede greb
krampagtigt om hans Haand. Et Fortvivlelsens Blik, et Blik,
som grænsede til Vanvid, brød frem under de mørke,
sammentrukne øienbryn, og et Suk pressedes over de sammenbidte
Læber, som om de Ord, han vilde udtale, brast sønder. Saa
slåp han Svendens Haand, gav sin Hest Sporerne og forsvandt
som en sort Sky for Himmelens jagende Storm, som en Skygge,
der, lig Folkungahertugen af Samvittighedskval var dreven ud
af sin Grav for at vandre henad gamle Stier og sukke og sørge.
Den korte Vei frem til Slottet tilbagelagdes inden nogle
faa øieblikke, først foran Borgporten indhentede Svenden den
fremmede, hvem han, saasnart som de var komne ind paa
Borggaarden og var stegne af Hestene, førte opad Slotstrappen
til det Værelse, i hvilket Hr. Krister befandt sig. Det var det
samme Værelse, i hvilket Erkebisp Olof døde, og endnu stod
Helgenbilledet i Vinduesfordybningen og tilbagekastede Lysskjæret
fra Kaminen.
Hr. Krister Nilsson sad endog i den samme Lænestol, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
