Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
NILS BOSSON’ STURE.
Engelbrekt, der nu i Herrernes Øine var Roden og Ophavet
til alt det onde. Efter hans Død havde dette onde vistnok
standset i Væxten, men de følte dog hos sig, at de stod som
paa en Is, der var blot en Nat gammel. Den kunde briste
under deres Fødder hvilketsomhelst Øieblik og deres Magt
knuses af Bølgerne fra den mægtige Strøm, som de ikke
forstod og ikke kunde besværge. Og Bevidstheden om deres
Magtesløshed overfor dette Folk forvirrede dem. Deres Tanker
for hid og did som de gule Løv for Høstvinden uden et
bestemt Holdepunkt. Kongen, Drosten — ingen af dem var
mægtig nok til at samle sig omkring, og ingen tænkte paa,
at Magten kom netop derved, at man samledes om en bestemt
Person. Meget mere tog enhver af disse Mænd sig selv til
Udgangspunkt, og det var blot den mest øiensynlige Fare,
der kunde tvinge dem sammen.
Men hvad der saaledes udgjorde den svage Side hos
Drostens Parti, det fandtes ikke paa Karl Knutsson
Side-Hans Styrke laa i, at dér, hvor han stod, dér stod han ene,
og i hans Omgivelser fandtes ingen, der gjorde ham den
første Plads stridig. Hertil kom den Omstændighed, at man
vidste, at Karl paa ingen Maade vilde tillade Kong Erik at
sætte sig paa Sveriges Throne, og da det laa nær at se i
hans Person denne Hindring strække sig til hvilketsomhelst
fremmed Kongedømme, saa begyndte lidt efter lidt den Tanke at spire
op hos Folket, at han var Sveriges bedste Talsmand. Han
var allerede saa mægtig, at Drosten alene ikke mere kunde
tænke paa at trænge ham tilbage, og saa megen Forstand
havde ogsaa de andre Herrer, da de fandt sin Herres,
Kongens, Ære krænket, om de sluttede sig til Almuen, — saa
meget forstod ogsaa de, trods sin store Selvviskhed, at blot
Enighed og Samhold her kunde give dem Haab om Held.
Naa de nu saa sig samlet og tænkte paa de mange
bevæbnede Svende, de høie Slotsmure og Taarne, —- da svulmede
deres Bryst af stolte Seiersdrømme, og de saa udover Verden
med Blikke, som om de havde baaret oppe selve Himmelen
paa sine Lansespidse. Hvorledes skulde vel den Mand se ud,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
