Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
NILS BOSSON’ STURE.
som endte under Hagen med en Halskrave af Jernringe,
tilhørende Pantserskjorten, der ståk frem under den sortgrønne
Livtrøie nedenfor Midjen. Den lyseblaa Mantel var kastet
tilbage over Skuldrene, saa at man kunde se det brede Bryst
i hele dets krigerske Hvælving. Saa stod han en kort Stund,
og hans Øine luede saa vildt under den mørke, i Fakkelskinnet
glinsende Staalhue. Men pludselig slog han Kappen om sig
og vilde ile ud.
Da sprang Rodenberg frem og stillede sig i Veien for
ham. Han var ligbleg, og hele hans Legeme skjalv af den
voldsomste Spænding i hans Sjæl.
«Ved Guds dyre Blod, Ridder!» raabte han, »De kommer
ikke ud her, uden over mit Lig, saafremt De ikke giver mig
et rent Ja eller Nei paa mit Spørgsmaal!»
«Ja!» dundrede Ridderen, saa det gav Gjenlyd i Salen og
den hvælvede Gang udenfor Døren, og med et vældigt Stød
af sin Arm slyngede han Bøssemesteren til Siden og ilte ned
paa Borggaarden.
Rodenberg styrtede mod Stengulvet ved det stærke Stød,
og da han atter kom til sig selv og reiste sig op, hørte han
den dumpe Lyd af Hestenes Trampen, da Slotsherrerne og
hans Svende red over den lange Bro mod Syd. Han gik med
langsomme Skridt ned ad Trappen og ud paa Volden, hvor
Føglame stod. Længst henne mod øst saa han en hvid Stribe,
ligesom naar en Bølge med fraadende Skum vælter sig frem
over Havfladen, men Natten var saa mørk, at han ikke
nærmere kunde skjelne, hvad det var. Dog gjættede han, at det
maatte skrive sig fra Marskens Skibe, der maaske have benyttet
sig af østenvinden og seilet ind i Bugten og der fældt Anker
og revet sine Seil. Han stod længe med Haanden støttet mod
den største af Føglarne, og hans Hoved sank lidt efter lidt
ned mod Brystet, mens dybe Suk pressedes frem over hans
Læber.
Tilslut faldt han paa Knæ og bad, at Herren, som skuede
gjennem Mørket og læste Menneskehjertet, maatte sende sin
Engel og tage hans Liv, hvis det skulde hænde, at han nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
