Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NILS BOSSON STURI-:.
modsatte Hold en høi Skikkelse, og da han vendte sig om,
gjenkjendte han den af Marskens Folk saakaldte grønne Ridder.
«-Rodenberg er her inde?» sagde Ridderen, og da Erik
bejaede Spørgsmaalet, tilføiede han: «Og du holder Vagt her
udenfor, Svend . . . Godt, jeg vil gaa ind og sidde hos Manden,
indtil Marsken kommer, og det turde vare en Tid, thi han er
i Søderkøping.«
Uden at afvente noget Svar af Erik traadte Ridderen ind
i Teltet. Erik vidste ikke rigtig, hvad han skulde gjøre.
I Førstningen vilde han helst have skyndt sig til sin Herre,
men da han nærmere tænkte over, hvem det var, der havde
gaaet ind i Teltet, og man sagde om ham, at han var mindre
klar i Hovedet, saa besluttede han sig til at forblive, især da
det vel endda ikke kunde vare saa synderlig længe, inden
Marsken og Nils Bosson vilde ankomme. Som han da stod
der, hørte han, hvorledes den saarede udstødte et Raab, og han
vilde skyndte sig ind i Teltet, da han troede, at Ridderen
kunde gjøre den stakkels Mand noget ondt; men han flk
idetsamme høre et Udraab af en saa inderlig Fryd, at han staggede
sig og blev staaende. Der hengik en Stund, og under dette
hørte han ligesom en heftig Hulken og derpaa talte Flygtningen:
«De er da ikke død, Ridder . . . Guds Moder være i
Evighed priset, som sendte Dem i min Vei, og det netop nu,
da det var min største Sorg, at min Skjæbne skulde føre mig
til Udøvelsen af samme Daad, som jeg udførte overfor Dem . .
Saasom Ue gjorde, da De reddede mit Liv ved den hellige
Grav . . . Ak, ved Deres Side har jeg stadigt i mine Drømme
i alle de svundne Aar seet den mørke Ridder, som dér kjæmpede
i Tvekamp med mig om Tryllesmykket . . . Han seirede og
tog Smykket, og da jeg i mit afsindige Raseri reiste mig fra
Jorden og rettede et Hug bagfra mod den lykkelige, saa var
det Deres Haand, som reddende straktes over min Arm, og
Deres Tunge, som siden talte Forsonlighedens Ord til den
opbragte Ridder, for hvis Haand jeg ellers uden Tvivl vilde
være falden i samme øieblik . . . Afbryd mig ikke, høibaarne
Ridder, jeg vil, jeg maa gaa igjennem disse Minder fra For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
