Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
NILS BOSSON STl’RE.
Hæder og Ære, jeg kunde gjøre alt for at vinde dette
djævel-smidede Halsbaand ... 1 den store Keiserstad fandt jeg Deres
Yen, og mine øine blændedes af Halsbaandets blinkende
Ædelstene, og jeg passede paa Tid og Sted, jeg havde udregnet
alt saa godt. Hu, hvor Natten var mørk, og hvor det glinsede
og tindrede for mine Øine ... et Hug, rettet mod Hjertet, et
sikkert kraftigt Hug ...»
Saa levende var Fantasien hos den talende, og saa skarpt
lyste Erindringen om denne Tildragelse i hans Sjæl, at han
blev greben af en Feberskjælven ved den blotte Fortælling.
Erik lod ikke et Ord undgaa sine øren. Den lange Taushed
blev afbrudt af komvulsivisk Hulken, hvorunder han hørte den
grønne Ridder søge at trøste og berolige den anden.
«Min skjælvende Haand greb efter Halsbaandet, men den
faldne bar intet Halsbaand», fortsatte Rodenberg, «jeg stod
der med stivnet Blod i mine Aarer, og Koldsveden perlede
paa min Pande, og idetsamme oplystes Pladsen foran det
Herberge, hvor jeg den hele Nat havde speidet efter Halsbaandets
Eiermand, og han selv kom ud derfra, fulgt af Fakkelbærere
. . . Han raabte paa Deres Navn, jeg saa et Par i hans Følge
pege mod det Hold, hvor jeg og De var, og Fortvivlelsen gav
mig Kraft, jeg greb Dem og bar Dem ned i min Baad ved
Stranden . . . Aldrig, aldrig har jeg glemt, hvad De sagde
mig, da jeg skildtes fra Dem, for stedse, troede jeg, for stedse
sagde ogsaa den arabiske Læge, som jeg havde tilkaldt for at
pleie dem ... Se til, sagde De, at De ikke skal faa det til
Straf, endnu en Gang at løfte Mordvaabnet mod den, der har
reddet Deres Liv! . . . Jeg svor en hellig Ed paa, at før skulde
min Haand brænde.»
»Men det Saar, De tilføiede mig, var ikke dødeligt,
Rodenberg . . . Moren var en duelig Læge, jeg blev helbredet og
drog siden vidt omkring i Verden . . . Dog forundrer det mig,
at De kunde overvinde den Troldom, som Kjendskabet til dette
Smykke øver paa Menneskehjertet . . .»
Naar De siger det, Ridder, saa vækker det Forundring
ogsaa hos mig . . . Men hver Gang, min Tanke droges mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
