Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
NILS BOSSON STl’RE.
hjerteligt kunde le. Men Brodde greb ham lynsnart om
Haanden og ledede ham frem til Nils.
«■Skipper!» raabte han derved, "før de to Jomfruer hid!»
Ridder Jost vred sig som en Orm, men kunde ikke slide
sig løs fra den Haand, som holdt ham fast. Den høire Haand
havde han dog fri, og med den trak han ud sit Sværd og
svang det over Hovedet paa Nils.
«Slip mig, din Hund! » raabte han, «ellers skal det koste
dig dit usle Liv!»
Nu først fik han dog ret øie paa Nils, og Tungen stod
fast i hans Mund, og den Haand, der holdt Sværdet, sank
lammet ned ved hans Side. Nils greb hurtigt med den venstre
Haand om Ridderens høire og vred uden synderlig Vanskelighed
Sværdet ud af den.
«Vistnok kunde jeg nu have ladet din egen Klinge drikke
dit sorte Blod, du usle Ransmand og Kvinderøver . . . Men
Nils Bossons Haand vil ikke plette sig dermed . . . Sveriges
Riges Drost skal dømme dig, og til ham gaar nu din Vei!
Ligesom alle, der er komne derhen, at de sætter sig ud
over Beskaffenheden af de Midler, som de anvender for at
naa sit Maal, forener med den største Koldblodighed en
Snarraadighed, der næsten aldrig feiler i at redde dem ud selv
af de største Farer, saaledes havde Ridder Jost sin fornemste
Styrke i disse Egenskaber. Han havde allerede opholdt sig
saa længe i Sverige og været saa meget sammen med
Svensker, at han havde lært at kjende de almene Grundtræk i
deres Karakter, og især gjorde han sig underrettet om de
Personer, som han antog, han paa nogen Maade vilde støde
sammen med, som Ven eller Fiende. Han kjendte saaledes
idetheletaget ogsaa den Fiende, som han her havde foran sig,
bedre end denne kjendte sig selv, og han holdt sig ikke for
god til at benytte sig deraf.
Saa hurtigt, at man snarere kunde antage det for en
Virksomhed af Instinktet, end af Tanken, overskuede han sin
Stilling og de sansynlige Følger af at blive tagen tilfange og
stillet for Retten, og da han klart indsaa, at her ventede ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
