Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN DØDÉ DRONNINGS BØN.
j g j
var 55 Aar gammel, havde med ét vundet en politisk
Betydning derved, at den nuværende danske Konge var hendes
Søstersøn og hun, efter hvad Ridderen sagde sig at vide, var
tilbøielig til at gaa ham tilhaande i alt, der kunde lede til hans
Fordel mod Kong Karl, der betragtedes som en Volds-Karakter,
en kronet Oprører, lidet bedre end Engelbrekt.
Kongen hørte nøie paa Ridderens Beretning og
overtænkteved sig selv, hvad der var at gjøre, og han havde snart fattet
sin Beslutning. Han var med ét kommen ind i sin
gamle-Takt, og det Held, han havde havt i Skaane, gjorde ham end
mere rask til at tage en Beslutning, end mere skaanselløs til
at handle. Abbedisse Ingeborg maatte afsættes. Det var en
afgjort Sag, da han skiltes med Ridder Jost.
Imidlertid, mens Ridderen var inde hos Kongen, laa en
Graabroder paa Knæ og bad foran et kostbart Krusifix i en
anden Del af Slottet. Det var i det samme Værelse, hvor
Dronning Karin drog sit sidste Suk. Den sørgende Konge
havde ladet dette Værelse indrede til et Bønnerum, hvor han
ofte pleiede at lukke sig inde og dvæle ved sine Minder, der
vandt i Skjønhed, eftersom Tiden skred.
Graabroderen bad baade længe og andægtig. Man kunde
se, hvor dybt rørt han var, af de tunge Taarer, der
indimellem randt nedover hans arrede Kinder og hans Skjæg. øinene
var lukkede, og Læberne bevægede sig langsomt og
skjæl-vende. En liden sort Hue bedækkede hans Isse, og under
denne ståk et stivt og afstumpet Haar frem. Hans Ansigt
var af Naturen uskjønt, men Andagten lagde over det et Skjær,
som gjorde, at man i en Stund som denne ikke vilde have
mærket Uskjønheden, ligesom Aftenrøden kan forgylde selv
den mest uanselige og graa Klippe.
Efterat han havde endt sin Bøn og reist sig fra
Bedeskammelen, gik han hen til Krusiüxet, som han forsigtig satte
ned paa Gulvet. Der bag var Tapetet opskaaret, og naar
Fligerne skyvedes tilside, saaes et sort Kors, der var malet
paa en Sten i Muren. Denne Sten kunde man med Lethed
tage bort, og da blottedes et Tomrum, som Munken betrag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
