Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN UNGE MARSK.
217.
de skulde dvæle ved hende hos den gamle Spaakvinde, det
kunde han mindst af alt ane. Han havde selv næsten glemt
bort dette Minde eller idetmindste ikke fæstet sig derved
anderledes end som Udgangspunkt for de Tildragelser, der var
ligesom de rosenrøde Aftenskyer foran en lang Nat. Men ganske
anderledes maatte det have været med Tord. Tonen i hans
Stemme, Alvoret i hans Øie talte om, at Spaadommen havde
fæstet sig langt dybere hos ham, hvor underligt det end var,
naar man tog i Betragtning hans kraftige, raske Karakter.
«Mindes du de to Roser, og hvorledes Slangen skulde
hugge sin Tand i Birken, naar den hvide Rose bøiede sit
Hoved ned til ham,i Tro?»
«Det mindes jeg», svarede Nils, «men hvem var den
hvide Rose, og hvem var den røde?»
«Da Maanen blinkede frem mod mig her, forekom det
mig, som om jeg saa Ilianas Ansigt skue op til mig og blegne
hen i en hvid Rose ... Se, se, der ligger den og flyder paa
Vandet, et Gjøglebillede af min Lykke». Han gjorde en Stans
og saa imens næsten vemodsfuldt paa Speilbilledet i Vandet,
hvorpaa han tilføiede: «den hvide Rose er min, Nils, du -skal
faa se det . . . den er min!»
«Bort med det der, Tord . . . hvor faar du slige Tanker
fra . . ■ Skulde nogen have Grund til at tænke saa sorgfuldt,
saa mener jeg, at det maatte være mig og ikke dig!»
«Nei, nei, Nils . . . din er den røde Rose. Morgenen
bebuder Dag, og din Rose lover dig en sollys Dag. Tro mig,
Nils, engang skal alt blive klart og din Dag blive skyfri . . .
da skal min være endt . . . hun sagde det, den gamle
Spaakvinde ... og mit Minde skal blegne hen ligesom Maanen,,
naar Solen gaar op.»
Da han havde sagt dette, rykkede han heftigt til, satte
Sporene i sin Hest og fløi afsted som et Lyn.
Siden, hele Natten igjennem, var han dyster og ordknap.
Da de hvilte om Morgenen, og Tord og Nils sad ved Siden
Siden af hinanden paa en Sten under et Par vældige Furuer,
lagde den første Haanden paa Vennens Knæ og sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
