Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.268
NILS BOSSON STURE.
Men Pludselig lagde en egen, ubeskrivelig Skygge sig
om det kongelige Ansigt. Han nølede, han standsede . . .:
det var øiensynligt baade for Tord og Nils, at han beherskedes
af noget, som hindrede ham fra at følge sit Hjertes første
Indskydelse. Hvad dette var, vidste dog ingen af dem.
For Nils stod Erindringen om Kongens ubetænksomme
Opførsel i Arboga og Vadstena som en ganske naturlig
Hindring mellem sig og ham. Kanske det samme var Tilfældet
ogsaa med Karl. Det kræver ofte større Sjælsstyrke til at
erkjende, at man har havt Uret, end at lide Uret for sin
Kjærligheds Skyld. Men Fornærmelsen kræver en aaben
Erkjendelse for at kunne udslettes, og denne Erkjendelse udeblev.
Han ønskede øiensynlig Forsoning, men Kongens Vilkaar
formaaede han ikke at opfylde.
Han rakte ud sin Haand mod Nils, og denne gik frem
og greb Kongens.
Det var en tyst Erkjendelse fra Kongens Side af, at han
vilde vedgaa sin Feil, fra Nils Stures, at han glemte den.
Et eget Smil, ligesaa ubeskriveligt som Skyen, der hvilte
over Kongens Ansigt, lagde sig over Nils Stures mandige Træk.
Havde ikke hans Maal staaet saa høit, at selve Kongen
i Forhold til dette kun var et Middel, en tilfældig Kraft, som
han ordnede sig ind under, fordi han paa den Maade og blot
paa den Maade kunde virke for sit Maal, vilde han udentvivl
have vist den kongelige Haand ifra sig. Men Sveriges Sag
gjaldt for ham mere. Han kunde — hvad saa faa af den
Tids Mænd kunde — forsage sig selv for sit Fædreland, selv
naar det var Spørgsmaal om at frasige sig den retmæssige
Gjengjældelses Sødme. Dertil kom ogsaa, at han var fuldt
og fast overbevist om, at Kongens tidligere Handlemaade var
fremkaldt af de onde Raadgivere, som hans Svaghed havde
givet Plads omkring sin Person, og endelig hans Løfte til
Dronning Karin.
Han saa ogsaa nu foran sig det blege, skjønne Ansigt,
hvis Læber havde talt til ham om en kommende Forsoning
mellem ham og Kongen og lovet, at denne engang vilde tage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
