Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
NILS BOSSON STDRB.
«Gud velsigne Dem for de Ord!> udbrød da Nils og sprang
heftig op. «Skriv, skriv i Guds Navn, og lad mig snart høre
det, lad mig snart faa læse Engelbrekts Historie. Jeg
tvivler ikke paa Deres Ord . . . dog kunde det hænde, at den
Luft, som De indaander ved Erkebispens Hof, turde indeholde
giftige Dunster, der uden Deres Vidende forvirrede Dem . . .
og forstaar De, den Luft vil jeg rense for Dem, og for alle
dem, der skal læse den store Mands Krønike. De skal
derfor love at sende Bud til mig, naar De har skrevet færdig
hans Historie, for at De kan oplæse den for mig eller ogsaa
sende mig den, hører De det, Erik Olofsson, vil De love
mig det?»
Den lærde Mand syntes greben af Ridderens Varme og
greb med større Iver, end man skulde kunne tiltro hans rolige
og stilfærdige Væsen, Ridderens Haand.
«Maa saa Gud af sin Naade forunde mig Kraft, mens
Dagen varer, til at kunne skrive den ædle Mands Levnet, og
De skal baade læse den og blive fornøiet dermed, det kan
De stole paa, Hr. Nils!»
De samtalte endnu en Stund med hinanden, og den
lærde Skolemester fik derunder endog en og anden Oplysning,
som han gjemte i sin Erindring. Angaaende sit egentlige
Ærinde flk han derpaa det forønskede Svar, og saa fjernede
han sig.
En Stund hengik, hvorunder Nils skyndsomt klædte sig,
og saa indfandt den anseede og indflydelsesrige Domherre i
Uppsala, Hr. Helmich, sig. Nils gik ham imøde, og
Domherren hilsede ham med et Blik og et Ansigtsudtryk, der var
baade varmt og fuldt af smigrende Beundring. Hans
Optræden kunde ikke andet end vække de besynderligste Tanker
hos Nils, der heller ikke bestræbte sig for at skjule sin
Forbauselse. Men Domherren tog dette som noget ganske
naturligt og skyndte sig at sige:
«Fred være med Dem, min Søn ... og maatte Herren
velsigne den Stund, da jeg traadte ind til Dem!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
