Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAGBART OG SIGNE. 59
ikke et øiebilk vilde have tvunget sin Datter, og den
fremmede Kanniks Ankomst til Penningeby og hans
Omhyggelighed for den syges aandelige Behov, istedetfor at disse skulde
være blevne skjøttede af den gamle, milde Huskapellan, Fader
Johannes, — alt sammenholdt og jævnført, det ene med det
andet, gav hende den fuldstændige Vished.
Det var dog ikke nok med, at hun selv havde Vished,
hun maatte have Sagen saaledes i sine Hænder, at hun kunde
fremlægge den lor sin Frænde Kongen, saa at ogsaa han
kunde finde, hvad der var sandt, og hvad der var falskt.
Hvem kunde vel vide, om ikke den Traad, der var spunden
om hende, ogsaa angik Kongen og det hele Rige? Og hun
besluttede at forsøge at faa ud af Ove alt, hvad han vidste.
Han var i Virkeligheden den eneste, af hvem hun i denne
Sag kunde faa nogen Oplysning.
«De er dog i Grunden en god og ærlig Ungersvend,
Ridder Ove», sagde hun, «men naar De nu har fortalt mig saa
meget, saa sig mig alt helt ud, hvorledes det gik til, at den
mørke Domherre kom til at give Dem en saadan fordærvelig
Lære?»
Hendes Stemme var saa blød, at Oves Hjerte smeltede,
og han var rede til at indvilge hende alt.
«Jeg kjender Kanniken fra længere Tid tilbage», sagde
han «mens han endnu var blot Skriver hos den nuværende
Erkebisp, og da jeg engang var i Uppsala ved den Tid, saa
traf vi hinanden, og han spurgte mig om alt, som var hændt
paa Penningeby, om Dem og om Nils Sture, og hvordan det
nu var, saa fik han snart vide, hvor høit jeg elskede Dem,
og han lo til min Sorg og sagde, at den let kunde afhjælpes
det vilde han gjøre for gammelt Kjendskabs Skyld, sagde
han ...» Og saa fulgtes I ad til min Faders Gaard . . .?»
«Ja. Helmich havde et Opdrag fra Erkebispen til Deres
Fader, Gud være hans Sjæl naadig! ... Vi fulgtes ad, og
siden véd De, hvorledes det gik.»
«Nei, nei, Hr. Ove ... det véd jeg ikke, hvad sagde I
Kongekronen. 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
