Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
NILS BOSSON STURE.
mørket derinde, saa Nils sin Medbeiler og Fiende, Ove
Lauritsson, stige frem af dette. Men det var ikke nu den stolte,
vilde Yngling, der i afsindigt Raseri vilde tvinge ham til
Tvekamp, og da dette ikke lykkedes, vilde myrde ham. Det
var en bleg, nedslagen, arm Mand, der i alle Henseender vakte
hans Medlidenhed.
Fangen stod en Stund med Haanden over Panden,
Lysskinnet havde samme Virkning paa ham som Mørket paa den
besøgende. Men da han tydelig kunde skjelne dennes Træk,
gik der en heftig Skjælven gjennem hele hans Legeme, og
han sank ned paa sine Knæ og bedækkede sit Ansigt med
sine Hænder uden at ville se op.
«Vær rolig, Hr. Ove», sagde Nils og søgte at reise ham
op, «trykker ingen tyngre Byrde Deres Samvittighed, end
hvad vi har os imellem, saa kan De være ved godt Mod!»
«Saa har De da tilgivet mig?» sukkede Fangen.
«Ja, ja!» forsikrede Nils, «alt hvad De har havt isinde
mod mig, det vil jeg gjerne tilgive Dem. Har De da intet
andet Ønske, som De gjerne saa opfyldt . . .? Sig det frit
ud, Hr. Ove, hvad jeg kan, det vil jeg gjøre for Dem!»
Ove Lauritsson reiste sig langsomt op og saa i
Begyndelsen ganske sky, men lidt efter lidt mere bestemt Nils
Sture i Ansigtet. Det var, som om haa ikke ret havde
kunnet tro, hvad han saa og hørte. Tilslut brast han i Graad og
■skjulte atter sit Ansigt i sine Hænder, mens de tunge Lænker,
med hvilke han var fæstet til Muren, raslede, som om de
hvert øieblik vilde minde ham om hans sørgelige Lod.
«Meget godt beviser De mig for det onde, som jeg har
villet gjøre Dem, Hr. Nils», sagde han tilslut, da han blev
saavidt Herre over sig selv, at han kunde faa frem tydelige
Ord. «Hvad jeg endnu skulde ønske mig her i Livet, er
umuligt at erholde og er derfor ikke Umagen værdt at nævne . . .»
«En saadan Ven findes vel blandt de mange, som De
kjender, Hr. Ove, at han kan gjøre Dem den sidste Tjeneste ...»
«Nei, nei!» afbrød Ove med Heftighed, «ingen, ingen af
dem alle vil gjøre noget for mig, og desuden her er det blot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
