Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418
NILS BOSSON STURE.
deste Modganges Rædsler, alle Haabløshedens Kvaler, med ét
ligesom løftes op af Afgrunden til en Atmosfære, som er aaben
og fri. Man befinder sig da ligesom under Indflydelsen af en
Fortryllelse. Man glemmer Mørket og Elendigheden, det
svundne synker tilbage som en uhyggelig Drøm, og man
drikker med nyvakt Begjærlighed den gjenvundne Friheds
ublandede Luft. Men med det onde, man har lidt, synker ogsaa
ofte det gode, som man har foresat sig, tilbunds og farer bort
som en Morgentaage for Straalerne fra Lykkens nyoprundne Sol.
Hr. Ove sprang op. Det gik bogstavelig rundt i hans
Hoved. Han kunde ikke midt i det brusende Hav af Tanker,
af Forhaabninger, af Glæder, som strømmede over ham, faa et
fast Punkt at holde sig til, uden det, at han med ét, fra at
være den ulykkeligste, var bleven det lykkeligste Menneske
paa Jorden.
«Er det sandt, hvad De siger, Konge?» raabte han, «er
jeg fri, skal jeg blive Deres Frænde ...»
«Ja, ja», svarede Kongen, og alt, hvad der staar i min
Magt, vil jeg gjøre for Dem, tapre Ridder!»
Ove greb henrykt Kongens Hænder og kyssede dem.
Men Kongen udbredte sine Arme og omfavnede ham.
«Kun over det», sagde derpaa Kongen, «er jeg fortørnet
paa Dem, at De ikke før har ladet mig faa denne
Hemmelighed at vide. De kan se, at jeg ikke har glemt den Dag, og
hvor hedt jeg strævede, da den sorte Ridder kom og bød sit
Liv for mig . . . Gud bedre, naar jeg tænker derpaa, min
Ven . . . jeg kunde jo være kommen til at begaa en
Gjerning, som jeg i al Evighed vilde have angret ...»
Og Kongen greb med sin høire Haand om Ridderens,
medens han lagde sin venstre paa hans Skulder og saa ham
saa varmt og inderligt ind i Øinene.
Men nu var det, som om hans Lykkes Sol havde kastet
for hede Straaler paa Ove. Han slog ned øinene, og en
Skygge for over hans Ansigt. Kongen kunde ikke undgaa at
mærke det, men han antog, at det var en Virkning af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
