Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAADBL AGNINGEN.
567
«Ja, men først efterat endnu flere Breve var ankomne,
der bekræftede det første. Han red først til Nykøping, hvor
han lod Hr. Erik Axelsson fængsle, og saa drog han til
Strængnæs. Tre hundrede Ryttere kom da til Undsætning,
saa at Kongen dér ialt havde sytten hundrede Ryttere, og
han lod dem leire sig langs Sjøstranden fra Byen hen til
Ælgsundet. Det varede ikke længe, førend der spredte sig
det Rygte, at Erkebispen var i Anmarsch mod Strængnæs,
og Kongen, det var sent om Kvelden, lod en Afdeling ride
ud for at undersøge. De red irem til Vårfruberga Kloster
paa Fogdøen, men ingensteds kunde de mærke nogen Fiende,
og ingen vidste at fortælle noget om, at en saadan var ude.
Et Par Timer efter Midnat kom de tilbage til Kongen, og han
lod nu sit Folk gaa til Hvile. Ogsaa han selv kastede sig
dødelig træt paa sit Leie for at faa en Stunds Ro.»
Fru Brita flyttede sig utaalmodig nærmere Fortælleren,
men Nils havde sit Oie fæstet paa Ridderen, der byggede og
byggede paa sit Taarn, uden at han syntes at bekymre sig
om, hvad der gjorde et saa levende Indtryk paa de øvrige.
Hr. Sten fortsatte:
«Men lidt efter Dagbrækningen kom en Ridder styrtende
ind til Kongen og raabte, at Erkebispen havde gaaet over
Isen fra Væsterås og nu rykkede ind i Byen. Kongen for
søvndrukken op, og Stridsraabene og Vaabenbraget, der
hørtes paa Afstand, bekræftede Ridderens Ord. Jeg kan
neppe sige, hvorledes vi fik Tid til at spænde om os
vore Harnisk, men inden nogle øieblikke sad vi tilhest,
det var Kongen og nogle Riddere og en Skare Svende, og
saa styrtede vi frem efter Lyden af Larmen. Det var ved
Ælgsundet, som Erkebispen havde gjort sit Anfald. I den
graa Morgendæmring saa man ligesom Skygger bevæge sig,
men uklart og uden Orden, langs den hele Leir, og Trommerne
lød og Hornene blæste, men det var som i en Drøm, Rytterne
kom ikke op paa Hesteryggen, og de, som kom saa langt,
naaede aldrig frem. Kongen lod sig dog ikke hindre. Det
gik som en Stormvind at komme frem midt i den hedeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
