Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
568
NILS BOSSON STURE.
Kamp, «Kongen, Kongen!» raabte hans Folk, og for et
øieblik saa det ud, som om hans Nærværelse vilde kunne standse
Fienden og drive den tilbage. Selv stred han, som det anstaar
en Ridder og Konge at stride. Han skiltes fra sit Folk i
Stridens Tummel, men lige fuldt svingede han sit Sværd, og
ganske vist var det hans Hensigt at storme frem til
Erkebispen selv, der han sad paa en sort Hest som det lede
Trold. Da blev hans Hest truffen af en Kugle ...»
Brita satte i et Skrig af Forfærdelse, men Sten saa
smilende paa hende.
«Bliv ikke forskrækket, Fru Brita!» sagde han, «den
Gang reddedes Kongen. Han fik en Hest, og den, som gav
ham denne, lykkedes det ogsaa at faa én i Stedet, og saa kom de
undaf begge!»
«Og hvem gav ham Hesten?» spurgte Brita, men tilføiede
hurtigt, idet en livlig Rødme farvede hendes Kind, «tak, ædle
Hr. Sten, jeg behøver ikke at spørge ... De var den, som
reddede Kongen!»
«Hvi takker De mig, Fru Brita?» sagde han rødmende,
«spørg Deres Herre og Mand, om en slig Gjerning er nogen
Tak værd. Det var dog med Nød og Neppe det lykkedes
Kongen at redde sig. Men Erkebispen for frem som en
Belials Mand og ikke som Herrens Præst; thi han lod sit
Folk hugge og slaa, saa at Blodet flød i Strømme, overalt
hvor nogen af Kongens Folk befandt sig, var det end i Kirke
eller Kloster.
«Men Kongen, Kongen?» spurgte Brita.
«Sent om Kvelden samme Dag, det var den 10de Februar,
stansede to enlige Ryttere udenfor Søderport i Stockholm; det
var Kongen og en fattig Ungersvend, der saavist havde villet
ofre hundrede Liv for ham som det ene, han havde at raade
over. Saa fort som Kongen kom op paa Slottet, lod han
sine Saar forbinde. Da dette var gjort, gik han ind i
Bønnekapellet og forblev der længe, og aldrig glemmer jeg den dybe
Sorg, der laa udbredt over hans Ansigt, da han kom ud
derfra. Jeg stod i den store Sal og var for øieblikket alene dér,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
