Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 NILS B0880N STORR.
jeg ser det ganske anderledes . . . gaa mandig frem paa din
Bane, Nils ... vi træffes engang i Himmelen hos din
Moder . . . ! Alt skal blive godt ... for Sverige og for dig!»
Nils følte, hvorledes Ridderens Haand begyndte at blive
kold og stiv, men Freden i det gamle Ansigt blev igjen, og
Læberne smilte, som om han havde nydt den største Lykke.
Og umærkelig sneg Dødskulden sig gjennem Legemet. En kort
Stund hengik endnu, og saa blev Læbernes Smil stivt i Døden.
Svundne er Livets Stunder,
smilende dør jeg —
sang den hedenske Vikingekonge, naar Seierherrens Slanger
hug med giftige Tænder og, som det heder i Sangen, «byggede
sig Bo i Hjertets Sal», og han gik glad for at følge de Aander,
som Odin havde sendt for at bringe ham til den evige Glæde
i Valhal. Men ogsaa den kristne Ridder sang i Døden
sit Livs bedste Sang, naar han havde opfyldt sin Læres
Betingelser for at faa Adgang til Guds Himmel, og mangen havde
ligesom denne, ved hvis Støv Nils Sture nu befandt sig,
vandret paa tornefulde Stier, hvor de taalmodig havde taalt
Slangebid, giftigere kanhænde end deres, der byggede sig Bo i
Vikingekongens Hjertesal.
Nu var Fjalar Ormssons Vandring endt, og ingen skulde
mere haane den leende Ridder.
Men Munkene Sang:
„Ora pro nobis!’’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
