Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J2
NIL8 ROSSON STURE.
kommen i en Verden, hvor han trivedes, greb han atter
Ridderen i Armen.
*Jeg er deres Ven, Ridder Nils ... De gjør derfor Uret,
hvis De kaster mine Ord hen i Veiret. Jeg gjentager det nu,
da jeg nødes til at tage Afsked med Dem . . . jeg er og vil
være Dem en tro Ven.»
«•Judas!» hørtes en dyb Stemme raabe tæt ved, men
saa uhyggelig, saa hæs, som om det havde værer et Jettepust,
der havde sammenpresset den kolde Luft og frembragt Lyden.
Kanniken for op og blev ligbleg.
«Hvad er det?» spurgte Nils. «Hvem raaber?»
«Judas!» hørtes for anden Gang den forfærdelige Stemme.
En kold Sved perlede ned over Kannikens Pande, og
han fik det travlt med at skynde sig ud af Porthvælvet, men
den hæse Stemme raabte efter ham:
«Judas ... de tredive Sølvpenge er talte og fundne for
lette . . . din Time slaar snart . . . snart . . . snart.»
Nils saa sig forbauset omkring, Kanniken var forsvunden,
men frem af Mørket traadte en mager, udtæret Sikkeise, hvis
Øine lued af en forfærdelig Ild.
Det var den fromme Broder Andreas, den afdøde
Erkebisp Olofs Kansler.
III.
Kongen eller Bonden?
De sidste Begivenheder var af den Beskaffenhed, at de
ikke saa let lod Nils Sture være i Ro. Idelig og altid stod
den grønne Ridders sidste Ord for ham, hvorved det ene efter
det andet fra den svundne Tid dukkede op og kom svøm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
