Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
NILS B0880N STORR.
paa Grund af sin svage Karakter. Men Nils greb sin
Husfrues Haand og førte hende frem i Salen, og der tog han
hende ind til sit Bryst med et Blik af den varmeste Kjærlighed,
som om han vilde takke hende for, at hun saa trolig havde
taget Vare paa Hus og Hjem, skjønt han intet sagde i Fru
Ilianas Nærværelse, hvis sørgelige Minder saa let kaldtes tillive.
«Og Kongedatteren?» spurgte han hurtig, idet han afbrød
Stilheden, da han saa, at Bevægelsen mod hans Vilje syntes
at blive hans Frænke overmægtig. «Hvad har vel indtruffet,
kjære Hustru ... Vi glemmer ved Gjensynets Glæde den
Ulykke, der har rammet vor nærbeslægtede?»
Dette Spørgsmaal førte Samtalen ind paa et andet
Omraade, og Brita og Iliana gjorde rede om hinanden for alle,
selv de mindste Enkeltheder angaaende denne Tildragelse.
»Hun stod netop her», sagde Brita, «da vi skiltes om
Morgenen. Hun var noget nedstemt tilsinds, syntes jeg, og
hun længtede efter at komme ud i Skoven for at høre Luren,
der hvor Ekkoet er saa stærkt . . . Ak, jeg mindes vel, hvor
mangen Gang jeg selv sad der ved Kanten af Hellen og bandt
Krans efter Krans af de smaa Blomster, mens gamle Marit
blæste paa sin Lur i Skoven.»
Hendes Blik for med levende Sværmeri over det vakre
Landskab, der udbredte sig foran Vinduet, hvor de befandt
sig, og Fru Iliana klappede hende venlig paa Haanden. Ogsaa
hun mindedes godt Marits Lur og Falken graa, den tyvagtige
Fugl, der dog havde sin Herskerinde i saa levende Erindring,
at den høit fra Luften slog ned paa hendes Skulder, naar hun
lokkede paa den, selv efter en længere Tids Skilsmisse.
«Nu vel», fortsatte Fru Brita, «den høibaarne Jomfru
gik . . . gik alene, og kom aldrig mere tilbage.»
Unge Ingeborg, der stod ved Siden af sin Søster, græd
høit ved disse Ord og kunde neppe blive rolig, skjønt Ridderen
tog hende og satte hende ved Siden af sig paa Bænken i den
store Vindusfordybning, hvor ogsaa Brita og Iliana tog Plads.
«Sørg ikke, Ingeborg, vi skal nok komme tilrette med
Sagen!» trøstede Nils.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
