Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGEN ELIiER BONDEN.
39
«Kommer De ikke ihu, Hr. Nils,» stammede Pigen, mens
Taarerne perlede ned over de fine, af Rædsel dødsblege
Kinder, «kommer De da ikke ihu Jomfruen, der skulde til
Ottesangen gaa ... og kom i Berget ind? Hun havde mig saa
kjær, den yndige Kongedatter ... ak, om jeg fik forsvinde
i hendes Sted ... og nu kommer hendes Fader, Kongen,
hjem, fortæller man, og saa er hun borte ... det er Sorg
paa Sorg».
«Saa farligt mener jeg ikke, at det er, unge Ingeborg . . .
Bergene har nok meget at gjemme, om de ikke sluger kristent
Blod . . . Nei, nei, vi skal nok finde paa Raad! . . . Men
lad mig netop derfor nøiagtig faa vide, hvorledes alt gik til.»
«Det er alt, hvad jeg ved», svarede Brita, «hun forsvandt,
som hun gik og stod. Hun havde den foregaaende Dag faaet
et Brev, fortæller Ingeborg, og Breve fik hun stadig nu og da,
saa det kan vel neppe staa i nogen Forbindelse med hendes
Forsvinden.»
«Hvem gav hende Brevet?»
«Det véd ingen!»
«Og naar savnede du hende først?»
«Ved Middagstiden ... og da sendte jeg strax et Par
Svende ud i Skoven, men de fandt hende ikke . . . dog kunde
de se Spor fra Hellen efter en liden Damefod dybt inde i
Skoven, hvor ethvert Spor tabte sig i Lyngen og blandt
Bregnerne . . . Saasnart de kom hjem, lod jeg strax Folk ride
ud til alle Kanter, den gamle Gaardsfoged red helt frem til
Uppsala, men de kom alle tilbage med uforrettet Sag uden at
kunne give noget Svar, der stillede vor Angst og Uro.»
«Ja, ja, den Uro kommer nok til at vare hele Livet»,
sukkede Ingeborg. «Faar hun drikke af Tryllehornet,
glemmer hun alt, og kommer hun saa engang tilbage, saa vi! nok
mange Menneskealdre være henrundne, og ingen . . . ingen
vil mere kunne kjende hende, og hun vil heller ikke kjende
nogen . . . !»
Nu hørtes nogle svage Toner af en Lur fra den anden
Side af Sjøen, og Svante kom løbende ind i vild Glæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
