Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
g2 ML8 B0880N STURE.
Men Helmich var altfor slu til i mindste Maade at lægge noget
Svar i sit. Han gav tværtimod Ridderens Opførsel en
Forklaring, der i endnu høiere Grad maatte indskjærpe Marsken
Nødvendigheden af i Tide at stoppe Axelssønnernes tiltagende
Magt og ærgjerrige Drømme.
«Min Tro, mener jeg ikke», sagde han, «at den strenge
Ridder har vundet et Fodbræt for sin Stolthed, siden han ikke
værdiger os en Forklaring af sin hastige Forsvinden.»
«Eller ogsaa det modsatte!» faldt Marsken ind.
«Saaledes som Hr. Filips Sindsbeskaffenhed forekommer
mig at være», gjenmælte Kanniken, «mener jeg, at han da
først vilde være kommen hid for at udgyde sin Vrede’.»
Marsken syntes ikke at høre paa ham. En Smaasvend
kom ind og hjalp ham hans zobelbræmmede Kappe paa, og
dermed stod han færdig til at ile ned til Fartøiet-
«De er en skarpsindig Mand», sagde han med et
smigrende Smil, idet han tog Afsked med Kanniken.
VII.
«Det er Midnat!»
Med heftige Skridt gik Biskop Kettil frem og tilbage i sit
Værelse i det store Bispehus i Linkøping. Man kunde se paa
hans Ansigt og høre af de afbrudte Ord, som han nu og da
lod falde, at han befandt sig i den høieste Spænding og Uro.
Snart stansede han op midt i sin Vandring og ligesom lyttede,
snart gik hen hen til Vinduet og forsvandt i dets Fordybning,
idet han bøiede sig saa langt, han kunde, over Vinduskarmen,
og saa kom han atter frem og begyndte sin Vandring, blev
staaende ved den mindste Lyd, den mindste Knirken i den
gamle Vægpaneling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
