Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 NILS B0880N S TURK.
Tilsidst faldt han i en Slags Dvale, en Mellemtilstand
mellem Søvn og Vaagenhed, da Sjælen befinder sig ligesom
paa et Overgangsstadium, ligesaa let modtagelig for Drømmens
Gjøglebilleder som for Dagens Virkelighed.
Stormen hvinede udenfor Stuen og jagede Himmelens
Skyer, saa at Stjerne her og der begyndte at skimte frem fra
det klare Blaa, Stormen rasede ogsaa i Ridderens Sjæl. Det
var, som om han havde befundet sig paa et Skibsdæk. Havet
gik nedenunder med skyhøie Bølger, Styrtsjøerne slog over
Dækket, det knagede i Skibets Fuger, og det truedes hvert
Øieblik med at blive knust mod de lurende Undervandsskjær.
Natten var kold og mørk, og et og andet Fortvivlelsens Raab
fra Skibsfolket skar i hans øre.
Da syntes han, at en høi Skikkelse, med kongelig Krone
og Spir, nærmede sig, og idetsamme brast Skydækket, og
Maanen ståk frem og belyste det stormende Hav, de
skummende Bølger, de fortvivlede Skibsfolk og den høie Skikkelse.
Det var Kong Karl. Men hvor blidt var ikke dette Blik, hvor
lidende, hvor fuldt af Sorg og Bekymring var ikke dette
Ansigt! Og de store, fordum saa straalende og stolte øine hvilte
paa Ridderen, og han strakte ud sin Haand mod ham og
sagde: «Nils Sture, trels mig!» — «Jeg er Sveriges Mand,
Kong Karl!» svarede Ridderen. Og Stormen gik sin Gang,
og Fartøiet knagede, saa at det var klart for enhver, at den
sidste Slund var kommen. Og for anden Gang strakte den
sørgmodige Konge ud sin Haand mod Nils og sagde, idet han
med Spiret pegede henover Fartøiet: «Se Sverige ... det sukker
i Dødsangst efter Redning. .. frels Sverige, Nils Sture!» Men
Ridderen laa ligesom troldbunden, han kunde ikke bevæge
hverken Haand eller Fod. Da kom en stor, sort Skygge
farende paa Stormens Vinger, den fortættede sig, den voxede,
den skyggede bort baade Himmel og Hav, og tvende Arme
straktes ud, og tvende Sværd lynede og hvinede, det ene mod
Kongen, det andet mod Ridderen selv, og en Stemme, saa
haard, saa kold som Jøns Bengtsson Oxenstjernas, raabte:
«dø!» — Idetsamme blegnede Kongen hen og sank ned, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
