Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TORNE.
113
«At bede sine Fordringshavere om Henstand . . .
hvorledes ved jeg det, vil De spörge! Jo, det sker saagodtsom
for aabne Døre. Var det skeet i mine unge Dage, saa sværger
jeg ved min Faders og Moders Sjæle, jeg havde saasandt
hugget den sorte Bisp ned for Fode, der han staar foran den
stakkels Konge, som pines mere end jeg kan udsige.»
Nils Stures øie luede af Vrede.
«Godt, godt, Erik«, sagde han, «vi skal om Gud vil,
engang lade den mørke Mand betale det med Rente!»
En tiltagende Larm blandt Menneskemassen ledede
Opmærksomheden hen paa, hvad der tildrog sig nedenfor dem
paa Skeppsbroen.
Der skred Kongedatteren frem, den skjønne Magdalena,
omgiven af et Par Riddere og nogle Svende. Hun var saa
bleg, og Taare efter Taare perlede nedover de fine Kinder
fra de lukkede øine. Det var et gribende Syn at se, og
mange af Tilskuerne fældte derved stridere Taarer end selve
Kongedatteren. Men Larmen tiltog paa en betænkelig Maade.
Nils reiste sig halvt op, som om han et øieblik havde troet
paa en Reisning af Folkemassen, og uden Tvivl vilde han da
have skyndt sig med at deltage i, hvad der kunde komme til
at ske. Men en stærk Afdeling Svende kom ridende og skilte
Folket i tvende store Halvdele og sluttede sig om
Kongedatteren.
Elterat Ridderne var komne over Skeppsbroen med sin
høie Fange, stillede Rytterne sig op i en lang Række paa
begge Sider af den Vei, der fra den nærmeste Stadsport førte
ned til Fartøiet.
Her blev Kongedatteren bragt agterud, hvor hun
overlodes til sig selv. Hun vendte sig da ud mod Sjøsiden; en
Strøm af Taarer brød nu uhindret frem al hendes øine og
et dybt, halvkvalt Suk pressedes frem mellem hendes Læber.
Hun vilde dog ikke lade Verden se hendes Sorg.
«Saa skulde jeg dog træffe Dem, høibaarne Jomfru», lød
idetsamme tæt bag hende en skarp, næsten haanende Stemme.
Hun for op, ligesom Hinden skjælver blandt Skovens
Testamentet 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
